Brøndby venter i sidste udebanekamp
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig02. november 2019
Spillerne i Ballerup-Skovlunde er fulde af selvtillid forud for søndagens kamp mod Brøndby i Gjensidige Kvindeliga.
Efterårssæsonen lakker mod enden, og søndag venter Brøndby i BSFs sidste udebanekamp dette efterår.
Efter sidste rundes sejr over Odense Q, er det en BSF-trup fuld af selvtillid, der går ind til kampen.
”Vi har det meget godt efter vores sejr og godt sammen i truppen, og vi har fået troen på, at vi kan vinde igen,” siger Daniella Diaz.
Men når modstanderen hedder Brøndby, vil det sjældent være så ligetil.
”Det bliver en hård kamp, for det er et stærkt hold, men også et hold, man gerne vil slå. Viljen til det kan blive en fordel,” siger Emilie Camilla Larsen.
Det er ikke kun BSF, der kommer med en sejr i baglommen, men Brøndbys sejr havde alligevel et noget andet udfald.
Kun sejr tæller
Brøndby vandt deres kamp i Champions League 2-0 ude over Glasgow, men røg alligevel ud af turneringen på straffespark, idet Glasgow vandt første opgør med samme målscore.
Hjemme i Danmark, og den danske liga huserer BSF fortsat i bunden, men er kommet tættere på både Odense Q og VSK Aarhus efter sidste rundes sejr. Hvis VSK ikke vinder i lørdagens kamp mod Odense, er det fortsat muligt for BSF at nå ligaens sjetteplads, så længe holdet vinder over Brøndby.
”Vi tager en kamp ad gangen, men så længe det er muligt, kommer vi til at jagte slutspillet. Det bliver hårdt, men vi tror på en sejr,” siger Daniella Diaz.
Kampen spilles søndag 3. november 2019 kl. 14.00 på Brøndby Stadion.