Foto: Nanna Wincentz Ludvig
”Vi havde svært ved at finde hinanden”
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig27. september 2021
Efter en runde som oversidder var BSF tilbage på banen mod Damsø. Desværre spændte dårlige afslutninger ben for en udesejr, og i stedet vandt værterne 2-0.
2. division er utrolig tæt og havde inden runden hele tre hold – inklusiv BSF – på 10 point i toppen. Godt spil har været en medvirkende årsag til, at BSF kun havde lukket fire mål ind, det laveste i puljen sammen med Solrød.
BSF viste fra start også med god boldomgang, hvorfor det var gået godt indtil videre, ligesom holdet var også bedst til at kreere chancer. Mens Damsø længe kun kom frem til halve chancer, var BSF flere gange ved at bringe sig foran. Midtvejs i halvlegen var overlæggeren i vejen både på afslutningen fra Charlotte Skoven og riposten fra Sofia Weatherall, inden tredje forsøg blev grebet af målmanden.
Det var derfor også mod spil og chancer, at Damsø bragte sig foran efter godt en halv times spil. Værterne havde spillet sig frem i en tre-mod-en situation og efterlod debuterende Isabella Hansen chanceløs i målet på Frida Jungs afslutning.
Færre chancer efter pausen
BSF fortsatte med et højt pres efter pausen. Chancerne kom dog ikke så let nu, og spillet hang ikke lige så godt sammen som i første halvleg, når det kom til spillet på banens sidste tredjedel. Boldbesiddelsen var til gengæld stor nok til at holde Damsø nede på en enkelt afslutning i anden halvlegs første 20 minutter.
Efter det havde værterne en god periode med presspil og hjørnespark, som resulterede i endnu et mål, der blev sat ind af Laura Vest-Hansen med hovedet. Foran 2-0 kunne Damsø igen falde tilbage i banen og forsvare resultatet hjem.
Det gav naturligvis plads til BSF, men det fysiske spil, der havde præget kampen, forpurrede nogle af afslutningsmulighederne, mens de afslutninger, der faldt, ikke gik ind. De største chancer var faldet i første halvleg, og derfor måtte BSF for blot anden gang i 2. division forlade banen med et nederlag.
”Ærgerligt, at der ikke kom flere chancer af godt spil”
En af holdets store udfordringer i kampen var spillet på banens sidste tredjedel, hvor niveauet tog et dyk i anden halvleg.
”Vores spil fungerer godt på midten, men på den sidste tredjedel er det som om, vi ikke ved, hvad vi skal gøre af den. Vi spiller meget tilbage, og ellers sparker vi den bare, og så får modstanderen den. Det var svært for os at finde hinanden og få det afsluttende produkt på,” sagde debuterende målmand Isabella Hansen efter kampen.
Hun var ærgerlig over, at chancer og mål udeblev i de perioder, hvor spillet hang bedst sammen. Især første halvlegs største chance ved stillingen 0-0 var der ærgrelse over.
”Når vi så får det til at fungere, så er det til gengæld også godt, og derfor er det ærgerligt, at der ikke kommer flere chancer ud af det. Og så er det rigtig ærgerligt, at vi ikke scorer på dobbeltoverlægger-afslutningen i første halvleg. Det kunne måske have fået os mere i gang.”
For Isabella Hansen var det første kamp på kvindeseniorholdet, mens hun til daglig huserer på klubbens U18DM-hold. Amanda Brunholt havde ikke mulighed for at være til stede, mens Lærke Rasmussen sad på bænken med en fingerskade.
”Jeg var lidt nervøs over min debut, men holdet var søde at hjælpe mig, og jeg er også glad for min præstation, selv om det selvfølgelig ikke er fedt at lukke to mål ind.”
Halvvejs i puljespillet er 2. division fortsat tæt. Østerbro topper med 13 point, efterfulgt af Solrød, BSF og Allerød, der alle har 10 point.
Næste opgave for BSF er puljens bundhold, Fremad Amager, som BSF slog i slutningen af august med 3-1 på udebane. Opgøret spilles i Gryden lørdag 2. oktober, kl. 11.00.