Foto: Daniel Egeberg
Sejrsrigt stævne i Vadum – BSF Powerchair Football fortsætter den stærke sæson
Skrevet af: Daniel Egeberg / Kasper Moesgaard Christiansen14. december 2025
Med to sejre over Aarhus Rolling Devils 3 og 2 sluttede BSF Powerchair Football sæsonens fjerde stævne af på bedste vis. Stævnet i Vadum blev samtidig det sidste før julepausen, inden holdet igen spiller på hjemmebane i Ballerup Super Arena den 24. januar. Kampene kan følges live på powerchairfootball.dk
Lørdag d. 6. december gik turen for BSF Powerchair Football nordpå til Aalborg, nærmere bestemt Vadum hvor sæsonens fjerde stævne stod på programmet. Det blev en dag med to kampe, masser af spilleglæde og endnu en stærk indsats fra hele truppen.
I dagens første kamp mødte BSF Aarhus Rolling Devils 3. Her kom alle spillere i aktion – herunder også et af vores unge talenter, som fik værdifuld spilletid. Kampen var præget af et positivt udtryk og godt sammenspil, og BSF kunne til sidst tage en overbevisende sejr på 9-1.
Anden kamp var mod Aarhus Rolling Devils 2. Her var planen, at vores unge talent skulle have spillet en hel kamp, men uforudsete omstændigheder gjorde, at de mere rutinerede kræfter måtte tage over. Det betød, at den unge spiller denne gang blev holdt ude. Kampen blev tæt og intens, men BSF viste igen stærk moral og sikrede sig en 2-1-sejr.
Dermed blev stævne nummer fire endnu et sejrsrigt stævne for BSF Powerchair Football – og samtidig det sidste inden julepausen.
Næste stævne spilles lørdag d. 24. januar på hjemmebane i Ballerup Super Arena, hvor holdet ser frem til at fortsætte den positive udvikling.
Som et nyt tiltag kan man nu følge kampene live via powerchairfootball.dk, hvor resultater og livescore opdateres løbende.
