Dyre lærepenge for kvindesenior
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig09. marts 2020
Det blev en uventet hård eftermiddag for det unge kvindeseniorhold, der måtte se sig slået med hele 6-0 på en blæsende dag i Herlufsholm.
Med en gennemsnitsalder på 19,9 år var det, som vanligt efter nytår, et ungt BSF-hold, der tog til Herlufsholm i forsøget på at få en sejr i sæsonoptakten. Forberedelserne havde været fornuftige, for på trods af savnet af fire skadede spillere og Daniella Diaz med U19-landsholdet, blev det til gengæld til et længe ventet comeback til Tanya Arngrimsen og debut til nytilkomne Frederikke Valbjørn.
Det var som skrevet en blæsende affære og den kraftige modvind samt et velkendt hårdt pres fra Herlufsholm gjorde det vanskeligt for spillerne at komme rigtigt frem på banen. I stedet var spillet i første halvleg primært mod BSF’s mål. Herlufsholm kom foran efter 25 minutter, og derfra blev kampen aldrig rigtig spændende igen. Ved pausen var stillingen 4-0 til hjemmeholdet.
Opstartens lavpunkt
Dagen derpå betegner cheftræner Kasper Klarskov Nielsen kampen som et lavpunkt for opstarten.
”Det var desværre en virkelig dårlig præstation, hvor der både manglede vilje og mod. Opstarten har generelt været fornuftig, og det er første gang, vi rammer et så lavt kollektivt niveau, så det er et klart lavpunkt i opstarten. Det er vigtigt, vi ikke glemmer kampen, og vi vil evaluere den lige som med alle andre kampe, men når alt kommer til alt, må vi nok også bare betegne det som en kollektiv offday og så komme videre,” siger han.
Stadig optimisme, men ændret målsætning
På trods af det dårlige resultat har der dog være generel tilfredshed hos det nye trænerteam, der fortsat ser optimistisk frem mod sæsonstart d. 28. marts ude mod Vildbjerg i Kvalifikationsligaen.
”Vi stiller i dag med et hold, der har en gennemsnitsalder på 19,9 år med fem spillere i startopstillingen på 18 år eller yngre. Når man gør det, må man også nogle gange acceptere, at niveauet kan svinge, og i denne kamp var vi der hverken teknisk, taktisk, fysisk eller mentalt. Vi har dog set positive takter i de andre træningskampe samt til træning, og derfor er vi også optimistiske omkring den kommende sæson,” siger cheftræneren.
Nederlaget til 1. divisionsholdet er dog også med til at understrege, at det er en langsigtet proces om at få genopbygget et Kvindeligahold.
”Som det ser ud lige nu, har vi ikke holdet til at kæmpe med om oprykning, men vi vil selvfølgelig stadig gå efter at vinde kampe. Vi vil gå ind til hver kamp med et mål om at vinde, men overordnet set handler det om at gøre de her unge piger klar til at opfylde deres målsætning om at spille med i ligaen på længere sigt,” slutter Kasper Klarskov Nielsen.
Næste træningskamp for kvindeholdet er onsdag d. 11. marts, hvor holdet drager over Øresund for at gæste FC Rosengaards U19-hold.