Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Kører Fremad Amager over med 10-0
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig08. juni 2022
BSF skulle lige op i omdrejninger, men så væltede målene ind og 2. divisions største sejr i foråret blev en realitet, selv om holdet spillede halvdelen af kampen i undertal.
Det var næsten allerede givet på forhånd, at BSF, ligesom i de foregående kampe mod Fremad Amager, ville dominere spillet. Allerede fra start foregik det meste af spillet på midten og den sidste tredjedel, men uden det udmøntede sig i store målchancer.
I de seneste kampe mod Fremad Amager har de været gode til at trække offsiden på BSF-dybdeløb, men selv om der blev vinket for offside nogle gange, oversteg det ikke antallet af chancer, som det tidligere har været tilfældet.
Det tog dog noget tid før afslutningerne begyndte at blive farlige. Efter knap en halv time fik Catrine Gryholt bolden i kassen, men det var en af de gange, hvor flaget blev hævet, og målet underkendt for offside. I Fremad Amagers efterfølgende opspil nåede de kun få pasninger, inden bolden igen var på røde fødder, og kort tid efter sendte Smila Bornung-Hilker den i kassen på et langskud til 1-0.
Catrine Gryholt fik chancen igen fem minutter senere. Efter et indkast drev hun bolden mod målet, inden hun afsluttede udefra. Keeperen fik akkurat fingrene på, men kunne ikke forhindre, at bolden sneg sig under overlæggeren til 2-0.
Inden pausen blev det også til 3-0. Smila Bornung-Hilkers perfekte hjørnespark landede ved den bagerste stolpe, hvor Andrea Buur stod klar til at få den over stregen.
Syv mål trods undertal
I den bagende sol blev tre spillere skiftet ud i pausen. En af dem der kom på banen var debutant Agnethe Heron fra U18. Hun fik hurtigt en hovedrolle i de næste tre mål.
I første minut blev hun spillet i dybden af medinskiftede Sofia Weatherall og scorede til 4-0, selv om Fremad Amager appellerede for offside. Små ti minutter senere var hun afsender på hjørnesparket, som Catrine Gryholt headede i kassen. Og efter en time var Agnethe Heron igen målscoreren, da hun afsluttede fra siden.
6-0 var resultatet de to sidste gange modstanderen hed Fremad Amager, men denne gang var seks mål ikke nok. Minuttet efter Agnethes anden scoring var Sofia Weatherall på pletten efter en bolderobring i opspillet, efterfulgt af Emilie Larsen der nonchalant afsluttede på en fri position uden for feltet.
Selv om det ikke var til at se det på banen eller på målene, så spillede BSF det meste af anden halvleg i en kvinde i undertal, fordi Anna Marie Nielsen blev dårlig lige, da spillerne var gået på banen til anden halvleg, og ikke kunne fuldføre kampen.
Med ti minutter igen fuldendte Catrine Gryholt sit hattrick med et fladt skud, inden Sofia Weatherall til sidst gjorde målscoren tocifret med sit andet mål.
”Man lægger slet ikke mærke til det”
10-0 er den største sejr i foråret på tværs af de to slutspilspuljer i 2. division og samtidig fjerde gang ud af fire mulige at BSF har slået Fremad Amager siden sommerferien. Det er blandt andet blevet til to gange 6-0, men hvor lørdagens værters evne til at trække offsiden har forhindret flere mål. Den evne viste de også denne gang gennem dele af kampen.
”Der har været flere offsides i de andre kampe, men de sker også i dag, og det er frustrerende, og jeg føler, det kunne have stået 20-0, hvis de ikke havde været der. Mikkel havde sagt, vi skulle holde øje med det, og den er altid lige på nippet, men vi er hurtigere end dem, mens de er tungere i det, og det udnytter vi,” siger Sofia Weatherall efter kampen.
Flere af kendelserne faldt inden det første mål, og den periode af kampen er ’Weather’ ikke tilfreds med, men det er også stort set det eneste negative at sætte på indsatsen.
”De første 10-20 minutter så det egentlig ikke så godt ud. Vi skulle lige ind i kampen, men så synes jeg, vi får bedre fat i det. Noget af det hænger også sammen med, at vi er i meget bedre form end dem. Vi lægger også noget mere energi i det og taler mere til hinanden, og for det føler jeg ikke, vi gjorde til at starte med. De snakkede vildt meget, mens vi var helt stille, og det påvirkede os måske. Så fik vi mere snak på og mere intensitet i anden halvleg, og det tror jeg hjalp os og gjorde dem frustrerede.”
Og da spillet så kører, kører det rigtig godt, også selv om BSF længe er i undertal.
”Man lægger slet ikke mærke til, at vi spiller i undertal, og jeg synes, vi løser det rigtig godt. ’Dani’ gør det vildt godt i forsvaret. Hun tager den med frem og giver os nogle flere offensiver, samtidig med at der er ro i forsvaret. Det fungerer rigtig godt,” slutter Sofia Weatherall.
Med sejren har BSF et forspring på tre point til Damsø på tredjepladsen, der lidt overraskende tabte 0-1 til Fredensborg. Det var dog ikke overraskende at Solrød slog Allerød og dermed har sikret sig førstepladsen i puljen med en kamp tilbage og fire point ned til BSF.
Forårets sidste kamp skal spilles i Gryden, når Allerød, der vandt vores seneste opgør 1-0, venter i sidste runde. Allerød har tre point ned til Fredensborg under stregen og en målscore, der er ni mål bedre, men forventes endnu engang at yde hård modstand. Kampen spilles lørdag 11. juni, kl. 11.