Foto: FN Sportsfoto
Nederlag i udskudt kamp
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig11. november 2019
Det blev til et 1-5-nederlag mod VSK Aarhus i en kamp, hvor spillet i for store dele af kampen ikke kom til at hænge godt sammen for Ballerup Skovlunde i Gjensidige Kvindeliga.
Det var på forhånd afgjort, at BSF til foråret skal spille kvalifikationsspil, mens VSK havde sikret sig slutspillet. Det ændrede dog ikke på, at spillerne i BSF fra start viste, at de gerne ville slutte sæsonen godt af, som de havde sagt inden kampen.
Der var en ny kvinde i BSF’s mål til søndagens kamp. Signe Munk havde fået chancen til dagens kamp, da Naja Bahrenscheer var ude med sygdom.
Efter ti minutter måtte Signe dog se sig passeret, da VSK’s Olivia Holdt scorede til 1-0 for østjyderne. Det blev også til 2-0, da en fejl i feltet førte til at VSK’s Sofie Bloch kunne skyde bolden i mål.
Endnu forsvarsfejl i et VSK-angreb førte til at bolden endte for fødderne af gæsternes Cecilie Johansen, der nemt kunne score til 3-0 efter 25 minutter.
Målene var dog ikke et bevis på at BSF ikke opsøgte mulighederne. Afslutningerne manglede dog både skarphed og i flere tilfælde blot en smule held. Få minutter efter det tredje mål formåede en blåklædt spiller eksempelvis at redde bolden på stregen.
Flere skud mod mål
VSK Aarhus fortsatte fra starten af anden halvleg med at have et godt tarv på kampen. Efter godt små ti minutter bar et af deres angreb frugt, da et angreb efter flere afviste afslutninger alligevel fandt vejen til netmaskerne. Denne gang var det VSK’s Jannie Thomsens der havde sidste fod på.
Minuttet efter blev det også til 5-0, da østjydernes Cecilie Johansen kunne sparke den ind udefra.
Efter målet kom der igen lidt ro på kampen. Selv om størstedelen af spillet fortsat foregik på VSK’s præmisser, var deres afslutninger mindre farlige, og BSF begyndte i modsatte at skyde mod mål igen.
Bolden ville dog fortsat ikke ind i det aarhusianske mål. Enten reddede målmanden dem, ellers gik de forbi mål.
Da VSK efter 20 minutters ufarligt spil, igen begyndte at være skarpe i deres afslutninger, tog Signe Munk sig sikkert af dem.
BSF fortsatte med at spille sig til chancer, og med små ti minutter igen, kom bolden også i kassen. Det var Chirine Lamti, der kunne reducere til 1-5. Og trods flere muligheder blev det også til kampens resultat.
”Rammer ikke hinanden”
Selv om det på forhånd var sikkert, BSF ikke ville nå slutspillet, var det ikke holdets indstilling til kampen, det var skyld i nederlaget.
”Vi har en god fornemmelse fra starten og tror på, at vi godt kan være med, hvilket også kan ses på banen. Men vi rammer ikke hinanden og forærer i stedet nogle kæmpe chancer,” siger Signe Munk.
Det var især de tre mål på under en halv time i første halvleg, der fik betydning for kampen.
”De burde ikke få tre mål i første halvleg, men vi giver dem bolden lige ude foran feltet. Det er meget ærgerligt. Bagefter er det svært at komme tilbage. Vi ville godt have lavet et bedre resultat i anden halvleg, men vi rammer den bare ikke i dag,” siger Signe Munk.
Med nederlaget er det sikkert, at BSF slutter gruppespillet af på 8. pladsen nederst i ligaen, hvor holdet har 5 point. Den sidste kamp dette efterår lørdag 16. november kl. 13 mod FC Thy - Thisted Q på Herlev Stadion.
Se High Lights her: