Foto: Nanna Wincentz Ludvig. Billedet er fra mødet mellem holdene 17. april 2021.
3-0-sejr hentet i 2. halvleg
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig30. maj 2021
Endnu en sejr kom i hus for Ballerup-Skovlunde i 1. divisions slutspil. Denne gang gik det ud over Fredensborg, der var på besøg i Gryden.
Marlene Nordal Larsen sætter her ord på kampen:
”Første halvleg bliver en uforløst affære for os. Vi sidder tungt på spillet, men mangler den sidste skarphed foran målet. Vi har en håndfuld hjørnespark, som bliver rigtig farlige, men vi får bare ikke lige puttet bolden det sidste stykke over målstregen. Det præger vores spil i løbet af halvlegen, hvor vi begynder at lave uprovokerede fejl og på den måde lukker Fredensborg ind i kampen.
Heldigvis får vi sat et andet udtryk i anden halvleg. Vi får skiftet nogle spillere ind, som virkelig formår at ændre kampen. Vi spiller i højere tempo og med mere kvalitet, hvilket resulterer i mange chancer, som så i sidste ende giver os sejren. Man frygtede lidt, at det ville blive sådan en kamp, hvor bolden bare ikke ville i nettet, men sådan blev det heldigvis ikke.”
I anden halvleg lykkedes det nemlig BSF at score hele tre mål. Først scorede Caroline Jacobsen og indskiftede Sofia Weatherall i midten af halvlegen, mens ligeledes indskiftede Pernille Larsen scorede sidste mål i overtiden.
Med sejren bibeholder BSF femtepladsen, men har en kamp i hånden. Den spilles allerede på tirsdag 1. juni, kl. 19.00. Her skal kampen mod Herlufsholm færdigspilles. Kampen blev tidligere afbrudt efter første halvleg ved stillingen 1-1 på grund af tordenvejr.
Der er gratis adgang til kampen i Gryden med et gyldigt coronapas.