Sommerafslutning i pige-elite afdelingen
Skrevet af: Kenneth Nielsen27. juni 2023
Status i pige-eliteafdelingen efter forårssæsonen
Efter en hektisk og god sæson, er alle pige-elite holdene fra U13 til U18 nu gået på sommerpause. Det er derfor tid til en kort status på holdene, efter et fint forår.
U18
Stor ros til pigerne i U18-truppen, der har arbejdet hårdt i en svær sæson på banen. Spillerne er rykket sammen i bussen, og har arbejdet stenhårdt for hele tiden at udvikle sig og bygge på, både individuelt og som hold.
Holdet har undervejs i sæsonen leveret flere fine præstationer, og haft masser af spilletid til helt unge 2007’ere i løbet af specielt foråret.
På holdet er Katrine Ladegaard kåret til årets ungdomsspiller på pigesiden i BSF, mens Emilie Støchkel er kåret til årets udvikling på U18.
U16
Trolles mandskab nåede i mål efter en flot sæson, der bød på en sølvmedalje i pokalturneringen, samt masser af fine kampe i DM-puljen. Holdet har været ramt af skader igennem hele sæsonen, og der er roteret en hel del, hvilket også har givet masser af spilletid til to 2009’ere i hele foråret.
Samtidig har U16-future gjort det glimrende, og udover at udvikle spillere til DM-mandskabet, har holdet i suveræn stil vundet række 1 og tabte snævert SM-finalen mod Vordingborg.
På DM-holdet blev Cornelie Seidewinkel kåret til årets udvikling, mens årets spiller blev Ida Skov Tufvesson. På U16-Future gik priserne til Astrid ”AB” Brandt og Emma ”Ole” Olsen.
U14
Klubbens 2009’ere har spillet en masse bold, og virkelig rykket sig markant på alle parametre. Det er yderst tilfredsstillende, at rigtig mange af pigerne efter sommerpausen kan indtage en plads i U16-DM truppen, mens resten vil være bærende spillere i U16-Øst 2 og banke på til DM-truppen indenfor nærmeste fremtid.
U14-2 gjorde det rigtig fint i række 2, og pressede længe de to tophold i kampen om at vinde puljen, noget som samarbejdsklubben Albertslund lykkedes med at gøre til sidst.
Mille Waag Villadsen er kåret til årets spiller på U14-1, mens Ida Marie Lord er kåret til årets udvikling.
På U14-2 kårede trænerteamet Maya Elkhatib til årets udvikling, mens Eliza Dauti blev årets spiller.
U13
Efter i efterårssæsonen at have kæmpet i den nederste del af tabellen, har pigerne som hold og individuelt rykket sig med raketfart de seneste mange måneder. Holdet havde en lang periode på godt fem måneder i vinters uden nederlag, hvor der blev bygget på teknisk, taktisk og mentalt.
Det blev til en flot sølvmedalje i pokalturneringen, og et rigtig fint forår i DBU-turneringen, som bød på masser af flot spil og gode kampe fra alle.
U13 kårede Esther Egholm Arildsen til årets spiller og Sofie Nordahl som årets udvikling.
Alle hold er nu på et par ugers velfortjent sommerpause, hvor både spillere og trænere puster ud, og lader batterierne op til en ny og stærkt efterårssæson på banerne rundt om i hele landet. Spillerne holder sig ved lige i form af individuelle træningsprogrammer, og der er opstart igen i uge 29.