Foto: Iben Bagge
2-1 sejr ude over Fredensborg
Skrevet af: Christian Jørgensen25. maj 2022
Vi var en tur i skønne Fredensborg i weekendens kamp. En kamp vi var pisket til at vinde for at holde fast i håbet om en top 2 placering i rækken, der giver muligheden for DS til kommende sæson. Fredensborg er et hold med kvalitet når de rammer dagen. Samtidig er det et sted der ikke er nemt at spille, til trods for de fine rammer omkring stadion.
Kampen starter meget lige med 2 hold, der lige skulle finde melodien. Vi får spillet noget god fodbold i perioder af indledningen, uden dog for alvor at blive farlige. Fredensborg finder så småt også fodfæste i kampen og er farlige, når de får plads centralt på banen og derefter kan spille den på kant. De får skabt både halve og hele chancer på den måde, men manglede, desværre for dem, skarphed foran kassen. Den skarphed viste Tide dog for os endnu en gang, da han efter et hårdt genpres fra Tobias i 18. minut sparker bolden i nettet fra en halvskarp vinkel i Fredensborg feltet. Stærk afslutning af en mand med selvtilliden i orden.
Derefter bølger spillet lidt frem og tilbage. Fredensborg kommer til halve muligheder og et par enkelte større chancer uden succes. Vi får ikke ramt kassen på vores gode muligheder omkring deres felt. Derfor går vi til pause foran 1-0.
2. halvleg starter ud i højt tempo fra begge hold. Vi havde en klar mission om at “lukke” kampen med en scoring til 2-0. Fredensborg havde tydeligvis en sult for at komme tilbage i kampen. Det ender med at Fredensborg først kommer på tavlen i 2. halvleg, efter et veludført hjørnespark efterfulgt af et godt hovedstød. 1-1 efter 50 minutter var en kold spand vand i hovedet på os. Men drengene lod sig ikke slå ud, og begyndte så småt at sætte sig på kampen. Vi fik arbejdet os godt ind i det igen og i det 72. minut, kom den forløsende scoring, da Tide igen var på pletten. Denne gang med en afslutning på første berøringen lige ude omkring kanten af feltet i venstre side, sparkede han den fladt i fjerneste hjørne uden chance for keeperen.
Efter scoringen var der naturligt et pres fra Fredensborg i jagten på udligningen. Vi stod dog fint imod, og kunne vende snuden hjem mod Ballerup med en meget vigtig 2-1 sejr. Det var bestemt ikke kønt i store dele af kampen, men vi er i en fase af sæsonen, hvor skønhed bestemt ikke kommer i første række. Det gør pointene til gengæld og dem fik vi endnu 3 af.
Nu venter en spændende kamp hjemme i Gryden mod et Vallensbæk hold, der kommer frisk fra en sejr. Vi har igen behov for alle 3 points. Ligeledes har Vallensbæk også behov for points for at spille sig fri af stregen. Der er lagt op til endnu en intens kamp med masser af spænding.
Se billeder fra kampen i kampgalleriet