BSF Danmarksmestre

BSF Danmarksmestre

Skrevet af: Henrik Helleskov-Duus
31. marts 2026

BSF er danske mestre i U19 futsal

BSF’s U19-piger kan nu kalde sig danske mestre efter to stærke præstationer mod Aalborg KFUM i DM-finalen.

I den første kamp i Aalborg fik BSF en perfekt start. Allerede efter 19 sekunder scorede holdet til 1-0, og selvom der i starten var små udfordringer med skiftene, fandt spillerne hurtigt rytmen. Ved pausen var stillingen 10-2 efter en velspillet første halvleg.

Efter pausen leverede BSF en næsten fejlfri indsats. Defensiven stod solidt, og holdet holdt modstanderen fra at score. Samtidig fungerede det offensive spil med flyvende keeper rigtig godt og skabte overtal i store dele af kampen. Det bidrog til en overbevisende sejr på 23-2, hvor alle spillere kom på måltavlen.

”Vi havde aftalt, at pigerne selv skulle styre presset og tage beslutningerne på banen, og det løste de virkelig flot. De viste både mod og stor spilforståelse,”

Selvom udgangspunktet var stærkt, var der stadig alt at spille for i returkampen på hjemmebane, hvor Aalborg havde mulighed for at presse opgøret ud i forlænget spilletid.

I returkampen kom Aalborg bedst fra start og lagde et tidligt pres, men BSF stod imod – blandt andet takket være flere flotte redninger. Efter cirka 10 minutter bragte BSF sig foran 1-0, og kort efter blev føringen udbygget til 4-0 ved pausen.

Anden halvleg blev mere rolig og BSF bevarede kontrollen, trods tunge ben, efter en hård turneringskamp dagen før. Mod slutningen kom holdet under pres efter en udvisning og måtte spille i undertal i to minutter, men med stærkt sammenhold lykkedes det at holde nullet. Kampen endte 6-0.

”Det var især sammenholdet, der imponerede. Selv da vi kom i undertal, arbejdede alle for hinanden. Samtidig var det fedt at se, hvordan de både teknisk og taktisk har udviklet sig og selv byder ind med løsninger undervejs,”

Med to sikre sejre kan BSF dermed lade sig hylde som danske mestre i U19 pigerækken 2026.

Træneren fremhæver også holdets indsats uden for banen:

”Det har været en fornøjelse at være sammen med pigerne. Der har været en fantastisk stemning både på turen til Aalborg og omkring kampene, hvor der også har været plads til grin og fællesskab.”

Afslutningsvis sender BSF en tak til Aalborg KFUM for to gode og fair kampe.

En særlig tak og et stort tillykke med DM til:

Pipi, Raja, Sille, Duus, Ida, Bella, Frida, Freja, Alberte og Ole.

I har vist, at I mestrer futsal – både teknisk og taktisk. I har bidraget med gode taktiske input før kampene og i timeouts undervejs.