Foto: Simon Knudstrup
U14 Drenge vinder Farum Cup 2021
Skrevet af: Simon Knudstrup10. august 2021
Klubhuset i BSF blev søndag den 8. august en pokal rigere, da U14 drengene vandt Farum Cup 2021 efter en spændende finale.
Stævnet startede lørdag, hvor 14 spændte drenge mødte op og skulle indlede sæsonen efter ferie, og for nogle også med lidt ømme ben grundet fodboldskole. Desværre var der allerede en enkelt skade inden første kamp, så de øvrige 13 måtte igennem dagen.
I første kamp skulle vi op imod Virum-Sorgenfri. Et hold som vi normalt altid spiller utrolig tæt med – og denne gang blev ingen undtagelse. Kampen kunne vippe begge veje, og der blev fightet for hver en bold, men en stærk defensiv blev afgørende, da vi holdte nullet – og samtidig fik afgjort kampen til vores fordel på en scoring via en dødbold. En vigtig 1-0 sejr at komme i gang på.
Efter knap halvanden times pause skulle energien findes frem igen, da holdet på hjemmebane, Farum Boldklub, ventede. Her var der meget på spil; med sejr ville vi være i guldfinalen, med uafgjort eller nederlag skulle vi ud i en nervepirrende morgenkamp om søndagen for at finde ud af vores videre skæbne i stævnet.
Også denne kamp var længe tæt, men drengene spillede mere frit end i første kamp og skabte flere chancer med et enkelt mål til følge. I den anden ende måtte vi dog også se vores egen keeper hive nogle fantastiske redninger frem for at holde bolden ude af målet. I det sidste kvarter fandt vi nye kræfter frem, og med 3 rigtig flotte scoringer lukkede og slukkede vi totalt kampen.
Så var det hjem og have benene op og gjort klar til søndagens finale mod Allerød. En finale der endte med at var over hele 80 minutter – en del længere end vi er vant til at spille, og især med trætte ben. Men det var heldigvis ens for begge mandskaber, og vi var klar til at tage kampen op om pokalen.
Vi kom fantastisk fra start søndag formiddag i finalen, da vi kom foran 1-0 i 1. halvleg, og senere i samme halvleg også udbyggede til 2-0 ved mål af samme angriber – der faktisk endte med at score hattrick.
Allerød fik dog reduceret, og selvom det til sidst lignede at vi havde sikret os sejren med en føring på 4-1, så var det slet ikke slut. De blåklædte modstandere kæmpede videre og fik gjort det til 4-2 og såmænd også 4-3 kort inden dommerens tillægstid. Så var der for alvor nerver på, og et trænerteam der måtte holde vejret de sidste par minutter.
Drengene holdt stand og vandt dermed Farum Cup 2021 og kunne løfte den store pokal til stor jubel for forældre, trænere og spillere. Stort tillykke til drengene med pokalen og triumfen. :-)