Team Ballerup støtter BSF med stort beløb
Skrevet af: Gert Sørensen Sports og talentansvarlig27. januar 2021
Fredag d. 22. januar afholdt Ballerup Kommune Erhvervslivets Nytårskur med stor succes - selvom det hele foregik digitalt i år pga. Corona, i den forbindelse blev det også offentliggjort hvad støtten fra Team Ballerup blev til de idrætsforeninger som indgår i Team Ballerup samarbejdet.
Team Ballerup består af erhvervsvirksomheder og Ballerup Kommune, der gennem deres medlemskab yder støtte til talent- og eliteprojekter inden for idrætsområdet, Team Ballerup støtter den etablerede eliteidræt samt udviklingen af nye talenter, for eksempel gennem træningslejre, træneransættelser, bedre træningsvilkår, det rette udstyr med videre og yder også støtter til uddannelse og organisationsudvikling, for eksempel gennem kurser for ledere og trænere samt erfaringsudveksling mellem foreninger og inddragelse af idrætspsykologer i atleternes konkurrence forberedelse.
I år blev der delt støtte ud til 5 Idrætsforeninger, herunder BSF, som fik hele 130.000 kr. til deres kvindeelite afdeling og arbejdet med at skabe talenter og resultater på 1 divisions og på ungdomselite niveau.
Det flotte beløb er et vigtigt økonomisk skridt på vejen for BSF´s visioner om at være en del af dansk kvindefodbolds top.
Støtten er et betydeligt bidrag til kvindeeliteafdelingens budget og er dermed med til at sikre et højt uddannelses niveau på klubbens trænere og træningsfaciliteter, der sikrer, at vi kan udvikle vores setup samt tiltrække spillere og trænere.
Team Ballerup har udover den økonomiske støtte også bidraget til det strategiske arbejde som vi i den forgangne sæson har arbejdet med og har ligeledes støttet yderligere økonomisk med indkøb af XPS system og VEO kameraer som er med til at styrke vores talentudvikling.
BSF takker Team Ballerup og de bagvedliggende sponsorer for støtten, samt for det daglige samarbejde med Team Ballerup, der bidrager med at udvikle på BSF som organisation og på det træningsmiljø og setup vi tilbyder vores spillere og trænere.
Allerede i det kommende forår håber vi at omsætte dette til resultater, når 1 divisions holdet starter kampen om at blive en del at den kommende landsdækkende 1 division samt målet om at blive en del af det nye pigelicens system.
Du kan læse mere om Team Ballerup her