August måneds trænerprofil 2026
Foto: Foto: August måneds trænerprofil Sebastian Kold

August måneds trænerprofil 2026

Skrevet af: Kristina Kragh Kanstrup
28. august 2026

🌟 MÅNEDENS TRÆNERPROFIL – SEBASTIAN KOLD  🌟

I august måned har vi valgt at sætte fokus på en træner, som virkelig også fortjener et stort skulderklap for sin indsats i BSF.

Mød Sebastian Kold Rasmussen, 30 år, som til daglig har hele to kasketter på i klubben. Sebastian er nemlig cheftræner for både U7 og U17 – noget der kræver både tid, energi og engagement.
Sebastian er i gennemsnit på BSF-anlægget fire gange om ugen, og han har været træner for U7 i snart to år og for U17 i knap et år. Det bliver til rigtig mange timer i klubben, og derfor er der nok også mange, der allerede har mødt Sebastian på anlægget.

For Sebastian handler det i høj grad om at følge udviklingen hos de børn og unge, han træner. Det er motivationen – at se spillerne blive bedre, lære nye ting og tage det, de lærer til træning, med sig videre på banen.
Det er i høj grad oplevelserne til stævner, hvor han fra sidelinjen kan se, hvordan spillerne udvikler sig og omsætter det, de har lært, til praksis, som driver ham. Samtidig er stævnerne med til at gøre hans og BSF’s værdier tydelige. For når holdet er afsted, handler det ikke kun om fodbold, men også om at vise respekt for hinanden, modstanderne og alle dem, man møder omkring banen.

Det kræver noget særligt at have ansvaret for to hold på samme tid – og samtidig være med til at skabe gode oplevelser, udvikling og fællesskab for både børn og unge. Sebastian lægger mange timer i BSF, og hans indsats gør en forskel for de spillere, han møder på sin vej.

BSF vil derfor gerne sige tusind tak for dit store arbejde, dit engagement og den forskel, du gør for vores børn og unge, Sebastian. Vi er rigtig glade for, at du er en del af BSF!

Vi er glade for at kunne fortælle lidt om Sebastian og give jer mulighed for at lære ham bedre at kende. Så næste gang I møder Sebastian på anlægget, så giv ham lige en anerkendende high five.