Foto: Mikkel Hviid
Misser førsteplads efter nederlag
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig25. april 2022
For anden runde i træk stod BSF i et topopgør, og denne gang var modstanderen Damsø. Men efter en god indsats mod Solrød var der desværre ikke meget, som lykkedes i lørdagens kamp, og BSF indkasserede slutspillets første nederlag på 1-2.
BSF fik fra start presset spillet frem på banen, men hvad der endte med at blive symptomatisk, vendte spillet hver gang holdet fik spillet sig frem til en afslutning.
Kampens første standartsituation kom derfor til Damsø, der efter otte minutter fik et hjørnespark. Det blev sparket langt til værternes Laura Vest-Hansen, som sparkede den i det lange hjørne til 1-0.
Efter sejre i slutspillets første to kampe og en førsteplads, som værterne efter sidste runde overtog fra BSF på en bedre målscore, viste igen Damsø tro på tingene og var efter målet bedst på bolden, mens klodsede BSF-afleveringer i opspillet flere gange var ved at give chancer væk, men bolden kom enten under kontrol igen eller blev sparket væk, inden den blev opsnappet.
Spillet blev bedre i løbet af halvlegen, og Damsø blev holdt længere fra målet, men først små ti minutter inden pausen fik BSF spillet sig frem til, hvad der blev vores næstbedste afslutning inden pausen. Andrea Buur fik bolden uden for feltet og trykkede hårdt af mod mål, men bolden sad lige i keeperens favn. Sille Lønstrup blev afsenderen på vores bedste chance, der kom i første halvlegs overtid, da hun afsluttede i en skarp vinkel, hvor bolden gik forbi mål.
Flot mål til sidst var ikke nok
Den gode slutning på første halvleg blev ikke ført med over i anden i første omgang. Damsø fik efter fem minutter frispark uden for feltet, og selv om det blev clearet, blev det til et endnu et kort tid efter. Her sparkede Sophie Borre det fladt gennem felt og spillere og direkte i kassen til 2-0.
Efter målet fik bagkæden igen mere kontrol, og værterne fik ikke spillet sig frem til mere. I den anden ende havde BSF udfordringer med at spille sig frem til store chancer. Spillet var også mere urytmisk efter pausen med flere spilstop på grund af skader.
Det lykkedes dog at få en reducering med små ti minutter igen, da Sille Lønstrup fik hamret den i kassen på et smukt langskud i det lange hjørne til 1-2. Til sidst gik alt ind på at få et udlignende mål og redde et point, men spillerne måtte løbe forgæves.
”Der var ikke noget, der fungerede”
Der var frustrationer blandt spillerne og træner Mikkel Bjerregaard efter kampen, hvor spillet aldrig helt kom til at fungere, fortæller Andrea Buur.
”Vi skulle prøve en ny formation og nogle af os spillede nye pladser. Men de aftaler, vi havde lavet, overholdt vi ikke. Vi fik ikke styr på vores spil og udnyttede ikke den plads, vi havde. Der var ikke noget, der fungerede i dag. Vi stod lidt på hælene, når der endelig var. Når bolden blev spillet langt, trak angriberne lidt ned, og når der blev løbet, blev den spillet fladt.”
Med en fælles indsats langt under niveau var der ikke meget godt at sige om kampen.
”Det eneste positive, vi kan tage med, er Løns’ gode mål til sidst. Men vi må også lære af kampen, så det ikke sker igen,” slutter Andrea Buur.
Med 1-2 ryger BSF ned på tredjepladsen i slutspillet. Damsø har nu 12 point, Solrød 11 efter deres sejr over Fredensborg, mens BSF fortsat har 9. Næste uge venter et møde med tabellens bundprop, Fremad Amager, der er uden point. Kampen spilles søndag 1. maj, kl. 11 og for første gang i år på græs i Gryden.