Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Overlegent comeback: Fra 0-1 til 5-1
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig04. april 2022
BSF spillede en perfekt anden halvleg ude mod Fredensborg, da der blev taget hul på 2. divisions slutspil. Alle holdets mål i 5-1-sejren blev nemlig scoret efter pausen.
I årets første kamp blev sparket i gang i Fredensborg, og det var tydeligt, at begge hold havde udfordringer med at få spillet til at flyde, og meget af spillet foregik på midten. Den første chance kom efter et kvarter, hvor Emilie Stolzenbach satte kursen mod målet med bolden, men presset fra en Fredensborg-spiller gjorde skuddet for svagt til at kunne snyde keeperen. Den næste chance faldt ti minutter senere, da Catrine Gryholt forsøgte sig med et hårdt langskud udefra, men skuddet blev også taget af keeperen.
Selv om BSF ikke havde det store held til at blive farlige, stod det værre til for Fredensborg, og Lærke Rasmussen havde længe ikke meget at se til og kunne flere gange forlade feltet for at samle en bold op, værterne havde skudt for langt frem til selv at følge op på.
Der gik en halv time før Fredensborg leverede en farlig afslutning, hvor Lærke Rasmussen stod perfekt placeret og tog det hårde skud. I deres næste pres fulgte flere afslutninger, og efter et indlæg fik Fredensborgs Søs Leander skudt bolden i målet til 1-0.
Efter målet tiltvang BSF sig igen deres plads i kampen og pressede på for en udligning. Bedste forsøg var Sille Lønstrups drøn på overlæggeren få minutter før pausen.
Hurtige mål gav føring
Udligningen, der blev jagtet inden pausefløjt, skulle der ikke ventes på længe efter pausen. Allerede efter få minutter lagde Freja Vestfred et indlæg ind til Caroline Bondo Petersen, der skød den sikkert i kassen. Endnu bedre blev det følgende pres, da Daniella Diaz lagde en bold til rette for Caroline Jacobsen, der scorede til 2-1. På blot fem minutter var det lykkedes at vende resultatet.
BSF fortsatte med at sidde på spillet, og efter 20 minutter blev det også 3-1. Sille Lønstrup fik lokket keeperen for langt ud i siden og kunne rykke tættere foran målet selv og skyde bolden i et tomt mål.
Kontrollen over kampen fortsatte, og Fredensborg blev aldrig farlige efter pausen. I stedet fulgte flere chancer til BSF, men længe gik afslutningerne forbi målet, mens enkelte blev blokeret.
Altså lige indtil til sidst. Her fik BSF hele to mål at gå hjem på, da Caroline Bondo Petersen scorede to og fuldendte sit hattrick i kampens sidste minutter. Det sidste mål understregede klasseforskellen, da keeperen blev efterladt langt oppe på banen, og hun kunne løbe alene mod mål.
”Vi hanker os selv op i pausen”
Der var naturligvis stor glæde over sejren efter slutfløjt, men også plads til refleksion.
”Vi kom ikke så godt fra start i første halvleg. Vi manglede kommunikation, og vores pasninger sad heller ikke i skabet. I stedet fik Fredensborg et ærgerligt mål,” fortæller Caroline Bondo Petersen efter kampen, der sammen med resten af holdet fik den rigtige peptalk i pausen.
”Vi fik hanket os selv op, og der kom meget mere kommunikation og bedre spilkombinationer, og vi bevægede os mere for hinanden. De to mål lige efter pausen gav os mere energi og tro på os selv.”
Det gode spil fortsatte som bekendt resten af kampen og kastede to mål mere af sig til Caroline Bondo Petersen, der var stolt over sit hattrick. Hun er en af flere ungdomsspillere, der er rykket op på seniorholdet over vinteren og har fundet sig til rette i truppen.
”Spillet er både hurtigere og mere fysisk end U18 var, men de andre spillere har været rigtig gode til at tage os nye ind, inkorporere os i miljøet og hjulpet os godt på vej. Og så kan vi super godt med hinanden alle sammen,” tilføjer hun med et stort smil.
Med sejren bibeholder BSF førstepladsen i slutspillet og er nu på 8 point, mens Solrød og Damsø også tog sejre i weekenden og følger efter med henholdsvis 7 og 6 point. I næste weekend er der topopgør, når Solrød kommer på besøg lørdag 9. april, kl. 11 på Kunsten.