BSF Ombold til de Københavnske Mesterskaber
Skrevet af: Kristina Kragh Kanstrup31. maj 2026
Torsdag den 21. maj gik turen til de Københavnske Åbne Mesterskaber i Ombold på Ofelia Plads. De sidste to år har det regnet hele dagen, så vi krydsede fingre for lidt bedre vejr denne gang. Heldigvis fik vi masser af solskin det meste af dagen, men regnen kunne dog ikke holde sig væk, så vi endte med at slå lejr under en af parasollerne, som blev vores samlingspunkt gennem dagen.

På banen blev der spillet god fodbold, men som altid var fællesskabet og den gode stemning mindst lige så vigtigt. Vores spillere kæmpede fantastisk hele dagen, selvom vi kun havde fire spillere med og ingen udskiftere.
Holdet bestod af: Maja, Hassan, Tobias og Oliver, med Theis og Kristina som trænere.
Da dagen var slut, kunne vi tage hjem med den helt store pokal som vindere af D-rækken.
En kæmpe holdindsats,hvor alle gav alt, hvad de havde.
En særlig historie fra dagen var Maja. Ved netop dette stævne sidste år var hun så uheldig at få en knæskade, men i år var hun tilbage på banen. Faktisk spillede hun flere minutter, end hun har gjort i meget lang tid, og det var fantastisk at se hende være en så stor del af holdets succes på banen.

Det blev endnu en dag, hvor vi i BSF kunne være stolte af vores Ombold-spillere. Hver gang de er afsted, repræsenterer de klubben på allerbedste vis. De er stolte af at være en del af BSF, og de sætter stor pris på den opbakning, de får fra klubben.
I BSF gør vi meget ud af at tænke Ombold-spillerne ind i klubbens aktiviteter, og heldigvis går det begge veje. Flere af spillerne kommer jævnligt forbi Gryden for at se seniorholdene spille, heppe fra sidelinjen og være en del af det fællesskab,
som gør BSF til noget særligt.
Stort tillykke til hele holdet med den flotte sejr – og tak for endnu en dag fyldt med godt humør,
fællesskab og masser af blå BSF-stolthed.
Der er flere billeder fra dagen i Galleri øverst på siden.
