Foto: Iben Bagge
Uskøn kamp ender med 3 points på kontoen
Skrevet af: Christian Jørgensen08. september 2019
En uskøn kamp endte med 3 point der luner dejligt.
Ingen grund til at pakke noget som helst ind her efter kampen. Vi spillede den dårligste kamp siden Anders & jeg overtog holdet. Vores pasninger var meget simpelt for dårlige, vores boldomgang og omtanke med bolden var for ringe. Jeg vil tro boldbesiddelsen hed 50/50 i dagens kamp mod Allerød.
Det var 2 hold, der havde store problemer med at ramme en mand i egen trøje. Vi havde ellers ok med plads at spille på, men vores afleveringer var for ofte uden adresse. Derfor blev det en meget lidt seværdig kamp hvor tilskuerne måtte tage til takke med, at begge hold i det mindste gav den fin gas i duellerne.
Til den positive side skal naturligvis nævnes, at vi holder nullet. Det gør det betydeligt nemmere at vinde fodboldkampe, når der ikke scores mod en selv. Det skal også nævnes til den positive side at Frederik Larsen kommer ind og scorer et fremragende mål, efter en skade har holdt ham ude en lille måneds tid. Der var også debut til den kun 16-årige Lucas Luplau, som leverede en helt godkendt præstation i kampen. Værd er det også at nævne, at Lucas, med sine 16 år og 279 dage, er den yngste debutant nogensinde i BSF's historie.
Omvendt kan man også se det på den måde, at kan man vinde 1-0 mod et Allerød hold, der bestemt ikke er dårlige, på en dårlig dag, så er det måske ikke så tosset.
Der skal findes et højere niveau frem mod næste weekends kamp, hvis vi skal hente yderligere 3 point det ligger fast. Dog stadig med en fast tro på, at vi stepper op samt at vores spillemæssige kunnen er til langt mere. Det er ikke en kamp vi vil huske tilbage på for den velspillede kamp, men det er bestemt en kamp vi vil huske tilbage på for de 3 point vi fik kæmpet os til.
Vi ses på stadion på lørdag når Tårnby FF kommer på besøg. Kick off kl 13.00