Foto: Iben Bagge
BSF HS1 holder ’nullet’ for tredje kamp i træk
Skrevet af: Flemming "Køge" Petersen27. august 2021
Lukker man ikke mål ind, er man sikker på, at få point med fra en fodboldkamp. Og hvis man samtidig scorer på modstanderen, får man 3 point på tavlen.
BSF HS1 har 3 kampe og 9 point – uden der er scoret mål imod os.
Aftenens kamp mod Hørsholm-Usserød var en forsmag på et af de potentielle tophold i Sjællandsserien. En kamp som startede med en del nærkampe og ustruktureret spil. Der blev skabt få chancer i de første 35 min., hvor H-U havde et indlæg, som ramte overliggeren, som det tætteste forsøg. BSF, i den anden ende, blokerede et udspark fra H-U’s målmand som lige-ved-og-næsten gik i mål.
I det 36. min. scorede Emil Tidemand (Tide) på en løs chance, som opstod da Jonas Zederkopff (Zeder) prikkede bolden fra H-U’s forsvar/målmand. Det var startskuddet til et par hæsblæsende minutter. Blot 3 min. senere fik H-U’s målmand det gule kort for en forseelse mod en BSF spiller.
BSF gik til pausen med en føring på 1-0 og fornemmelsen af, at man godt kunne lave flere mål og dermed vinde kampen.
BSF fik en smule mere fat i spillet i begyndelsen af 2. halvleg og profiterede fra endnu et gult kort til H-U, da Tide endnu en gang var på pletten efter et velgennemspillet angreb, hvor Andreas Frandsen (Reus) havde foden på den afgørende aflevering til Tide, før bolden blev placeret højt i målet.
H-U gav aldrig op og forsøgte at lægge et pres på BSF. BSF’s forsvar var dog godt organiseret og Mathias Romme (målmand) skulle kun hive en stor redning fra for at holde nullet.
H-U fik tre gule kort i alt, hvilket er dyrt i en ’topkamp’ i Sjællandsserien. Når det er sagt, leverede BSF en solid kamp og viste stor styrke i flere faser af kampen. Vi skal blive bedre til at ’spille’ fodbold og styre kampene endnu mere, men det tager vi på træningsbanen.
Tide fik Bamsen
Se billeder fra kampen i kampgalleriet