Foto: Iben Bagge
Pokal exit efter en fin præstation mod “overmagten”
Skrevet af: Iben Bagge og Christian Jørgensen19. november 2020
Onsdag den 11.11.2020 kunne vi, efter flere ugers forberedelser, endelig tage hul på den største kamp i BSFs historie - pokalkampen mod OB.
Billetterne blev udsolgt inden kampdagen og vi havde flere forespørgsler efter billetter, så vi kunne have fyldt lægterne i langt større omfang end retningslinjerne tilladte. Det var fantastisk at mærke den interesse og opbakning til trods for, at kamptidspunktet kl. 13:30 ikke var det helt optimale på en hverdag.
Opbakning var der også fra klubbens sponsorer, som havde sponsoreret drengenes kamptøj og også var mødt talstærkt op til dagens kamp.
Inden kampen, havde vi besøg af en af klubbens kvindeseniorspillere, Cecilie Saxe Hansen, der indenfor de sidste år er søgt i musikkens retning og derfor kom og spillede nogle numre for tilskuerne.
Halvlegspausen blev brugt på lidt konkurrence, da vores sponsor Peter Hallgren fra Hallgren Advokater var trukket i målmandstøjet. 5 heldige vindere fik muligheden for at scores og vinde kr. 500,-. Derudover havde en anden sponsor, Claus Mortensen fra Sport Direct, sat et kuffersæt på højkant.
Vi siger stort tak til alle fremmødte, som var med til at gøre denne dag helt speciel. Der skal også lyde et stort tak til vores sponsorer. Torben Hansen fra Butikskompagniet havde sørget for nye flag til alle flagstængerne samt skilt over indgangen.
Husk at støt vores sponsorere - de støtter os!!
Referat af kampen:
OB blev trods alt en for stor mundfuld for os i dette års pokalturnering. Der var desværre ikke den store spænding i opgøret, som vi ellers havde håbet på at kunne skabe. En tidlig scoring af OB punkterede desværre vores gameplan, og så var det for alvor en vanskelig opgave at levere det, der ville være en sensation med videre avancement.
OB kom med et meget stærkt hold, og det kunne naturligvis ses i spilforløbet, hvor OB var på bolden det meste af tiden. Vi havde snakket om inden kampen, at skulle vi lade livet i pokalen skulle det være på en “værdig” måde, hvor vi stadig havde lyst / turde at spille bold, selvom vi mødte et fremragende hold. Det syntes jeg at vi lykkedes rigtig fint med. Vi havde vores momenter hvor vi var gode på kuglen, og fik superligadrengene til at løbe efter os.
OB scorede til 2-0 små 10 minutter inden pausen. Et mål hvor vi fik at se, hvad der sker, når vi ikke er helt klar i duelspil eller kyniske nok omkring eget felt. Deres venstre back løber en 40 meter med bolden, spiller bande med Okosun, og kan herefter smide den fladt i kassen uden chance for Palle. Meget ærgerligt mål vi indkasserer, og egentligt et mål vi ikke bør indkassere mod OB eller andre hold for den sags skyld.
Pause snakken er meget positiv for alt taget i betragtning har drengene leveret godt, og mere end hvad man kunne forvente de første 45 minutter.
2. halvleg ligner meget 1.halvleg med OB på bolden. Vi får dog flere og længere sekvenser på kuglen der også fører til flere gode afslutninger. Drengene kæmper videre med alt hvad de har, og nægter at lægge sig ned. OB får dog scoret en gang mere inden slutfløjtet efter lidt sløset opdækning på frispark.
Alt i alt en rigtig god oplevelse for drengene, men også for klubben. Det var skønt at se stadion fyldt, mærke stemningen, og generelt bare være en del af dagen. Forhåbentlig venter der flere af disse kampe ude i fremtiden, og hvem ved måske med et andet udfald nær dommeren fløjter for sidste gang. En kæmpe tak skal lyde fra hele truppen, og teamet omkring holdet for opbakningen, sponsorerne der bakkede op med nye spillersæt og naturligvis samtlige frivillige der løftede opgaven til ug.
Vi forsætter en ugentlig træning til start december. Ellers står den på juleferie for drengene inden det igen går løs i januar. Tak for et godt år vi ses i det nye!