Drama i Avedøre og svar på lørdagens quiz
Skrevet af: René Zedler07. april 2024
Der var, som skrevet i optakten, 7 points forskel mellem Avedøre på 6. pladsen og os selv på 9. pladsen inden lørdagens kamp i netop Avedøre.
⁃ og sådan er det fortsat.
Set over alle alle 96 min. er det vel egentlig også retfærdigt, at vi “tager” 2 point fra hinanden og nøjes med en deler efter resultatet 1-1.
Men som de næste linjer illustrerer, så kunne det snildt være blevet en helt anden kamp.
Det var nemlig et fantastisk koncentreret, tændt og velorganiseret BSF hold, som satte sig fuldstændig på kampen fra start og, med lidt mere skarphed, kunne have lukket kampen allerede i løbet af de første 30 min.
Allerede efter 5 min. sideskift af Zeder til Wael som på venstrekanten udfordre sin direkte oppasser, kommer forbi, trækker ind i feltet og sparker bolden mellem benene på målmanden.
Kun 1 min. senere flot opspil op på Ardit (sponsoreret af Grant Thornton) i mellemrummet, som første gang spiller ud på Reus (sponsoreret af Falcham Auto) i højt tempo. Reus lægger en stikning skråt ind i feltet til Wael som ikke når helt frem til den, men kun lige får snittet bolden som stryger “en meters penge” forbi fjerneste stolpe.
2 min. senere bryder vores aggressive pres igen deres opspil. Brøns (sponsoreret af Sport Direct) opsnapper og spiller frem til Panum (sponsoreret af Grant Thornton), som hurtigt finder Reus lige udenfor feltet, men som desværre sparker over.
17 min. og præcis samme situation som åbningsmålet men Waels afslutning bliver denne gang snittet af en Avedøre spiller undervejs og havner i stedet for hos Ardit tæt under mål. Havde Ardit taget støvler på i et enkelt nr. større, så havde han scoret. Desværre manglede også han lige en cm. for at nå helt frem til bolden.
30 min. og ud af det blå reducere Avedøre til 1-1 på et hovedstød.
Chokket skulle lige kaperes for 1 min. senere er vi ekstremt passive på en lang bold fra deres målmand og Avedøre kan uhindret tage bolden ned mellem flere passive BSF spillere, og derefter komme til en stor chance, som Silas (målmand) dog tager sig af på fornemmeste vis.
Pausefløjt og 1-1.
Som i 1. halvleg starter vi også 2. halvleg med at tilspille os en kæmpe chance i det 46. min., hvor Ardit tæt under mål afslutter over målet.
Kampen blev lidt mere dramatisk i 2. halvleg idet Avedøres målmand af en eller anden årsag ikke bliver udvist for hånd på bold helt oppe på midten af deres egen banehalvdel. At hverken dommer eller en af de 2 linjevogtere ser forseelsen, er yderst mærkværdigt. Særligt linjevogteren på siden, hvor der var frit udsyn til forseelsen. Men måske hans store interesse for meget af det, som ikke foregik på banen forstyrrede ham.
Reus bliver kort før tid “slagtet” og må bæres fra banen. Vi afventer melding om skadens omfang mandag.
Jeg ser dog umiddelbart ikke “slagtningen” som forsætlig, men mere som en alt for voldsom tackling, som desværre rammer Reus og ikke bolden.
Til trods for at vi bagefter også sad tilbage og følte os “snydt” for 2 straffespark i løbet af kampen, så må vi som indledningsvist skrevet sige, at det set over hele kampen bestemt ikke er urimeligt, at kampen ender uafgjort. Avedøre havde nemlig udover boldbesiddelse i 2. halvleg også nogle store chancer som Silas i flere tilfælde tog sig flot af.
Igen er det bare drøn ærgerligt, at vi ikke udnytter vores store chancer i første halvleg, for så tror jeg næppe at Avedøre var kommet så meget tilbage i kampen, som de gjorde ved reduceringen til 1-1.
Vi er stadig over stregen, og der er jeg slet ikke i tvivl om at vi nok skal blive. Vi skal blot blive bedre til at lukke kampene.
SVAR PÅ LØRDAGENS QUIZ
En af årsagerne til, at jeg ikke er det mindste i tvivl om, at vi nok skal blive over stregen og stille og roligt kravle op i tabellen, illustreres glimrende af lørdagens quiz, hvor der til det opslået billede fra lørdagens kamp spørges “Hvad ser vi her?”
Svaret er nemlig, at vi ser ALLE 3 stk. BSF herresenior 1 målmænd deltage i kampen i Avedøre.
Alle 3 målmænd møder op i BSF sammen med de øvrige spillere 2 timer før kickoff i Avedøre. Vores målmandstræner “Tox” var forhindret i at deltage. Vores rutineret og erfarne men også skadet målmand Dimi støtter, coacher og vejleder vores udtagne målmand Silas gennem hele optakten og kampen. Rasmus (målmand nr. 3) klæder selv om, løber selv med og varmer Silas op til kampen.
Jeg bliver så glad og får gåsehud når jeg ser billedet og skriver disse ord. Der er virkelig sket vigtige ting og sager i denne trup og klub, og noget af det vigtigste er at vi alle bringer en masse energi og kærlighed (⚡️+ ❤️ = 🏆). Præcis som ved kampen i Herstedøster hvor samtlige 10 ikke udtagne spillere møder op og støtter holdet.
Nu gør vi klar til næste weekends kamp i BSF, som der vil komme optakt til onsdag eller torsdag.
Tak for støtten til alle mand i Avedøre. Et par partnere og naboer var vist hevet med ud og støtte os. Nu glæder vi os til at se og opleve, hvor mange der bliver hevet med næste weekend 😀👏👏👏.