Populær uge 7 camp for børn og unge styrkede sammenholdet og fodboldevnerne

Skrevet af: Niels Nielsen
27. februar 2024

Nogle tager sydpå andre nordpå men hvorfor rejse langt, når man kan få lov at dele sin passion og glæde for fodbolden med jævnaldrende i tre dages fodboldcamp i uge 7 afviklet i Topdanmark Hallen.

Næsten 50 friske unge piger og drenge snørede fodboldstøvlerne og drog med gejst, nysgerrighed og åbenhed til tre dages fodboldcamp med leg, træning og fortælling fra en topprofessionel fodboldspiller med fortid i BSF.

Dag 1 startede tidligt med morgenbrød til de frivillige trænere, som Johnny Jensen generøst havde sørget for. Tanket op på energi var trænerteamet klar til de forventningsfulde og morgenfriske unger, der snart mødte talstærkt op i Topdanmark Hallen. 

Dagen bød på lærerig tekniktræning krydret med leg, som bragte smil og sved frem på alle, der gav den hele armen. Hvor sveden for en stund fordampede, blev smilene endnu større, da der blev serveret frokost i form af pasta kødsovs i caféen, som summede af liv.

Velforsynet begav ungerne sig tilbage i hallen til bl.a. tre på stribe, afslutningsspil og makkerpar m.m. Alle var dejligt trætte, da der sidst på eftermiddagen blev serveret velfortjent frugt og kakao samt uddelt eftertragtede camp hoodies.

 

Den næste dag startede med fællesopvarmning, hvor spillerne viste høj koncentration i de svære øvelser som pasninger, hurtige fodskifte og småspil som 1vs1 fejl- og retvendt. Leg er et vigtigt element for alle aldre, og der blev også tid til smørklat i hold og landsholdsleg.

Mange så med god grund frem til frokosten, som bød på kylling i karry. Appetitten var stor, og spillerne klar til eftermiddagstræning, men trods ihærdig planlægning måtte campen tag eden nye kunst i brug til stor fornøjelse for ungerne, der kvitterede med stor energi og fokus.

På dag tre kom Sebastian Avanzini og underholdt som BSF-knægt om sin spændende karriere i Superligaen, udlandet m.m. inkl. optræden for 70.000 tilskuere. De nysgerrige unge fik stillet deres store spørgelyst, tage autografer og selfies til “fotoalbummet”.

 

Dagens centrale budskab var, at med dedikation og flid kan man opnå siden drømme, hvilket tydeligt skinnede igennem til den efterfølgende træning med ekstra indsatser over hele linjen. Uden mad og drikke duer helten ikke. Derfor var det herligt, at caféen bød på nærende og lækker frokost i form af lasagne og grønt.
Fuld af energi var det tid til Superliga med kampe 2vs2 på tværs af årgangene, hvilket ungerne kvitterede med i form af stort engagement, kampvilje og –moral.
Kampen blev afsluttet med frugt og kakao til stor glæde og højlydte samtaler blandt glade og trætte unger. Campen viste, hvilken stærk fællesskabskultur, sammenholdskraft og dygtighed, som hersker blandt klubbens ansatte, medlemmer og frivillige. De agerer proaktivt og skaber mindeværdige oplevelser for børn, unge og forældre.

Stor tak til de ansvarlige arrangører og børneudviklingstrænere Nicolai Hermansen og Sonny Fernandez samt alt-mulig-frivillig hos piger og kvinder Johnny Jensen. Dertil tak til John Froman i caféen og trænerne Filip Haxt, Sebastian Stampe, Tobias Bagge og oplægsholder Sebastian Avanzini.

Vi håber at gentage succesen i fremtiden og hilser meget gerne feedback velkommen.