Ungdomsafslutning 2021/2022
Skrevet af: Simon Knudstrup28. juni 2022
Lørdag den 25. juni holdt Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF) for første gang i en årrække afslutningsarrangement for hele børne- og ungdomsafdelingen. Det blev en stor succes med over 200 børn, både piger og drenge, i alderen 5 til 14 år.
Først på dagen mødte de yngste børn ind til en stor aktivitets-zone med oppustelige fodboldbaner, fodbolddart, fodbold-skydeskiver og forskellige andre aktiviteter for børn. Det var en stor fest hvor de yngste børn legede på livet løs, mens forældrene nød det dejlige vejr med tæpper, mad og drikke på græsset.
Efter et par timers leg mødte alle ungdomsspillerne ind, og så samledes der ellers cirka 250 børn som sammen gik march ned til stadion, hvor forældrene var sendt i forvejen, så de kunne sidde på tribunen og byde alle børn velkommen med klapsalver.
På stadion var der overrækkelse af priser og pokaler, inden at der var lagt op til en overraskelse. Elias Kjærgaard fra BSFs 1. herresenior og Maurits Kjærgaard, professionel fodboldspiller i Red Bull Salzburg og på det danske U21-landshold, kom nemlig forbi til enorm glæde og beundring fra alle børnene. Mens Elias har spillet i BSF hele sit liv, spillede Maurits hele sin barndom i klubben, inden større klubber ventede på et af dansk fodbolds største talenter.
Straks at der blev åbnet op for autografer, stod der en kø af børn til at få skrevet på kort, støvler og T-shirts og stillet spørgsmål til livet som professionel fodboldspiller, at møde de største stjerner og spille på landsholdet.
Stort tak til Elias og Maurits for at komme forbi.
Efter den overraskelse var det tid til at de yngste børn tog hjem, mens de ældste børn gik på banerne og spillede 5-a-side med 20 hold der dystede om førstepladsen. På alle holdene var der blandede spillere på tværs af køn og alder mellem 10-14 år. Aftenen blev sluttet af med aftensmad og efterfølgende hygge med de opstillede aktiviteter og leg med venner og veninderne.
En fantastisk afslutning på sæsonen i BSF som kun kunne lade sig gøre grundet mange frivillige mennesker har valgt at bruge tid på arrangementet, både den forberedende del, undervejs på dagen – og til oprydningen.
Tusinde tak til alle de frivillige for at stille op og få arrangementet til at blive muligt og til at blive en stor succes.
Alle børn, forældre, trænere m.m., var enige om at dette skal blive en fast tradition, og alle blev sendt på sommerferie med en glæde i maven over at vende tilbage til BSF i august måned, når alle hold starter op igen.
SE BILLEDER FRA DAGEN I GALLERIET ØVERST