Herresenior 1 (BSF - Gladsaxe-Hero) lørdag 2/3-2024 kl. 12.45
Skrevet af: René Zedler29. februar 2024
Ved sidste træningskamp på hjemmebane for 14 dage siden, blev I alle introduceret til vores første nye tiltag for at gøre oplevelsen på Stadion endnu bedre. Vi har nemlig valgt ikke kun at fokusere på stadion (Gryden), men også at gøre oplevelsen bedre, når vi spiller på kunst.
Hele tankegangen omkring forbedret oplevelse er naturligvis, at gøre Gryden eller Gl.kunst til det foretrukne samlingspunkt. Vi ønsker på sigt at tiltrække hele lokalsamfundet, når vi spiller hjemme i BSF.
Da vi for 14 dage siden spillede hjemme i BSF, kunne I derfor stifte bekendtskab med ”Skuret” – pendanten til Komfuret – blive åbnet for første gang nogensinde, men ikke sidste, på gammel kunst. Vores 2 ihærdige damer, Iben og Kickie, langede kaffe, øl, vand, toast og slik over disken til yderst favorable priser. Dette vil de gøre, hver eneste gang vi spiller i BSF, uanset om det er på gammel kunst “Skuret” eller i Gryden “Komfuret”.
Der kommer rigtig mange nye tiltag i fremtiden også, og allerede lørdag den 16. marts, når vi åbner forårssæsonen på hjemmebane mod Taastrup, vil I opleve et nyt tiltag. Ved hjælp fra vores fantastiske og trofaste sponsore Cecilie’s Herlev og SuperBrugsen Skovlunde, vil der ved alle vores hjemmekampe f.eks. blive solgt matchlodder helt frem til dommerens sidste fløjt og indehaveren af loddet med kampens endelige resultat, kan gå hjem med et dejligt gavekort til netop Cecilie’s Herlev eller SuperBrugsen Skovlunde.
Ses vi? Det håber jeg bestemt, at vi gør.
Men lad os gøre det allerede på lørdag!