De spildte chancers kamp
Skrevet af: René Zedler16. april 2024
Det er set før, og så udligner Roskilde Boldklub selvfølgelig, fristes jeg næsten til at sige, på kampens allersidste aktion.
På trods af enorm overvægt af chancer lykkedes det os først at komme på 1-0 i det 60 min.
Et aggressivt pres af Ardit (sponsoreret af Grant Thornton) på deres boldholder giver pote og Wael (sponsoreret af Vikke ApS) opsnapper bolden. De fleste af os lidt ældre kender alle til sætningen fra de glade dage i ‘86:
“Og så skyder han, nej han venter, jaaaaaa Michael Laudrup, det er genialt det der”. Disse legendariske ord fra Svend Gehrs var det første der slog mig efter vores føringsmål til 1-0.
Wael driver skråt ind i banen og nærmer sig feltet, hvor alle tror at han afslutter, men nej. Wael fortsætter sin dribletur ind i feltet. Nu må han da afslutte. Men nej, han venter og fortsætter sin dribletur igennem feltet (på tværs af feltet) og fra indledningsvist at kunne afslutte lige udenfor feltet i venstre side og dernæst lige for mål inde i feltet, lægger Wael nu bolden stille og roligt fladt ind i kassen ved nærmeste stolpe, fra en position inde i feltet i højreside. Det var genialt det der!!
I ‘86 var vi dog, selvom vi spillede mod et af verdens bedste landshold på daværende tidspunkt, i stand til både at afvise alt defensivt (næsten) og udnytte vores chancer. Det var vi desværre ikke lørdag, hvor Roskilde, som skrevet, får udlignet på en standardsituation i allersidste sekund.
Vi er retur på træningsbanen, hvor der er en del der skal arbejdes med. Som det blev nævnt da kampen blev rundet af efterfølgende, så er det positivt at vi igen tilspiller os 7-8 rigtig gode muligheder for at afgøre kampen. At vi så render rundt de sidste 15-20 min. som en flok haner uden hoveder på særligt defensive standarder, kan vi bestemt også arbejde på.
Næste lørdag går turen nordpå, hvor rækkens førerhold Fredensborg tager imod os. Får vi i ugens løb styr på hvordan vi holder den defensiv organisation i samtlige 96 min. og finder noget mere kynisme frem foran kassen, så er jeg slet ikke i tvivl om at vi tager 3 point med retur til Marbækvej. Jeg håber på stor opbakning til drengene fra dig, din partner, din nabo, som vi så for første gang lørdag (tak for det), og nu også resten af familien.