Foto: Iben Bagge
2-2 blev resultatet i svær udekamp
Skrevet af: Christian Jørgensen05. april 2021
2-2 var resultatet i Frederikssund efter dommerens endelige slutfløjt. En kamp der havde det hele. Der var god nerve, smæk for skillingerne i duellerne, yderst flotte mål fra vores side, og ikke mindst en afbrudt kamp i små 20 min. grundet sne, men sluttede med flot vejr og solskin.
Vi havde en gameplan klar. Vi ville lade værterne have bolden meget. 1 af grundene til dette skal findes i, at vi de sidste gange er blevet straffet noget så grusomt af Frederikssund. De er så uhyre farlige og effektive i deres omstillingsspil, at det ville vi gerne have elimineret. Læg dertil at Frederikssund har en meget opadgående kurve med flotte sejre. Læg yderligere til, at vi rigtig gerne ville ramme dem på omstillinger. Derfor blev det en kamp, hvor vi stod en del lavere på banen end vanligt. Det kræver stor disciplin og kommunikation at stå “så” lavt. Noget vi i det meste af kampen formåede. Vi bragte os foran i “snestormen” på et brag af et skud af Ralle. Ralle tog chancen lidt ude for feltet, og hamrede bolden op i krydset uden chance for keeperen. Sneen tog til og ikke lang tid efter måtte dommeren fløjte kampen midlertidigt til pause, da linjerne ikke længere kunne ses. Efter små 20 min. startede kampen op igen. Desværre bragte værterne sig på 1-1 efter et straffespark. Så da vi nåede til den “rigtige” pause var stillingen 1-1.
2. halvleg bølgede frem og tilbage. Frederikssund mest på bolden hvor de blev farlige på indlæg og dødbolde. Vi lå hele tiden og lurede på omstillingerne, som ofte var lige ved og næsten. Vi må være ærlige at tilskrive værterne for de største chancer, men en meget velspillende og vågen debutant i målet (Rajo) holdet kuglen ude. Rajo var dog prisgivet da Frederikssund scorede til 2-1 med ca. 20 min igen. Et indlæg der ryger bagerst i feltet hopper og danser lidt, inden den endeligt finder frem til en umarkeret Frederikssund spiller, der uden problemer sendte bolden i mål. Vi arbejdede videre og ikke lang tid efter målet kom vi på 2-2. Et mål noget ud over det sædvanlige. Killer opfanger bolden på egen halvdel, ser målmanden er langt ude af målet, og hamrer så bolden i kassen uden chance (lyder mærkeligt, når det er en scoring fra modstanderens halvdel) for keeperen. 2-2 og så var der ellers åbnet mere op. Værterne var nærgående på indlæg tæt under mål, men igen var Rajo sammen med forsvaret klar. Vi havde halve og hele omstillinger, der kunne have givet alle 3 point. Flere mål kom der dog ikke, og 2-2 blev resultatet. Vi er på tavlen efter en lang vinteropstart, og ser nu frem mod næste kamp lørdag.