”Vi skal bygge videre på vores gode udvikling”
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig28. juni 2020
For sidste gang på denne side af sommerferien skal kvinderne i Ballerup-Skovlunde i aktion. Det gælder den sidste kamp i Gjensidige Kvalifikationsliga på udebane mod Odense Q.
En længe ventet turnering er ved at nå sin afslutning efter en fodboldfyldt måned. Søndag kl. 14 fløjtes kampen mod Odense Q i gang på Marienlystcentret.
Pladserne til næste sæsons Gjensidige Kvindeliga er allerede fundet i form af AaB og HB Køge, og det kan komme til at smitte af på kampen.
”Odense er jo ligesom os, også ude af turneringen, så hvis vi er heldige, tager de måske ikke den sidste kamp så seriøs. Det skal vi være i stand til at kunne, og så skal vi være stærkere end dem. Sidst vi mødte dem, var de skarpe på deres omstillinger og især deres høje bolde, så dem skal vi være opmærksomme på,” siger Signe Munk.
Pilen har peget i den rigtige retning de seneste kampe, hvor der både er kommet flere chancer til BSF og lukket færre mål ind i modsatte ende.
”Vi skal bygge videre på det, vi er i gang med. Vi er et nyt ungt hold, som er blevet bedre gennem turneringen, så kampen skal også bruges på at lære hinanden bedre at kende og bygge på som hold,” siger Signe Munk.
Spiller for god afslutning
Sidst men ikke mindst, så er der tale om en sæsonafslutning, og det giver nogle helt andre perspektiver på kampen.
”Vi skal få nogle gode oplevelser og nyde at spille. Vi har som sådan ikke noget at spille for andet end æren, men det ville være godt at kunne slutte af på en god måde, og det er en kamp med mulighed for alle tre point,” siger hun.
Silke Nielsen vedhæfter sig også ved at den sidste kamp er speciel og giver mulighed for at styrke sammenholdet.
”Efter en ærgerlig sæson ville det være fantastisk at slutte af med en sejr. Det ville gøre noget godt for os alle, så vi skal forberede os godt. Men vi har også en time derover, hvor vi skal sørge for at få hygget, inden vi skal spille noget godt fodbold,” siger Silke Nielsen
Kampen spilles i dag søndag, 28. juni, kl. 14 på Marienlystcentret. Kampen kan også følges via Kvindeligaens hjemmeside.