Sæsonens 4. stævne
Skrevet af: Thorbjørn Krarup, Kasper Moesgaard og Daniel Egeberg07. december 2022
Lørdag d. 3. december blev det sidste stævne i første halvsæson afsluttet. Det bød på blandende resultater.
I første kamp mødte BSF 1 Århus 3. Her var der gode takter i begge halvlege med god boldomgang og gode afslutninger, som resulterede i en overbevisende sejr på 17-0. Herefter skulle BSF 2 møde ligaens nummer 1, Ålborg 1. Det var en svær kamp fra første minut, og med en stærk offensiv fra Ålborg endte kampen i et 9-0 nederlag. Næste opgave var det direkte opgør om 5. pladsen mellem BSF 2 og Århus 2, som desværre faldt ud i Århus 2’s favør, efter et par fejl i opbygningspillet, som var med til at give Århus 2 en komfortabel sejr på 6-0.
Kl. 17 blev stævnets sidste kamp spillet, og her skulle BSF 1 vinde over Ålborg 1, hvis de ville holde sig til i toppen. Første halvleg bød på mange fejl i defensiven, som resulterede i en hurtig føring til Ålborg. I 2. halvleg havde BSF svært ved at etablere noget spil i angrebet, og Ålborg lukkede kampen til 3-0 midt inde i anden halvleg, som også blev kampens endelige resultat. Det betyder at BSF 1 falder ned på en 3. plads med 6 point op til Ålborg 1, og med to nederlag af BSF 2, ender de på en 6. plads i første halvsæson.
Nu venter julepausen, og en træningslejr før BSF igen skal på banen. Første stævne efter pausen foregår den 14. januar i Århus, og alle kampe kan streames eller genses på Powerchair Football Danmark’s Facebook side.