Storsejr på 6-1 i Gryden
Foto: Iben Bagge

Storsejr på 6-1 i Gryden

Skrevet af: Christian Jørgensen
29. august 2020

Vi havde i dag besøg af Fremad Valby, som i sidste sæson må siges at være vores onde ånd med 2 nederlag ud af 2 forsøg. Det blev der i den grad lavet om på i dag, må vi konstatere. De blev bogstaveligt talt løbet over ende af vores drenge, som var utrolig angrebsivrige, fandt de “gode” rum og generelt bare ville det mere end dagens gæster. Resultatet taler sit tydelige sprog på, hvad for en præstation der blev lagt for dagen. 6-1 stod der på lystavlen da dommeren fløjtede af.

Den første store chance tilfaldt dog Fremad Valby, der efter et kort hjørnespark hamrede bolden på indersiden af stolpen. Heldigvis røg returen ud til en BSF mand, der kunne sende den ud af farezonen. Fremad Valby var ok med indtil vi scorede vores mål nr. 1 som faldt efter 25 min. Flot forarbejde i venstre side, hvor Stub kommer til fladt indlæg. Bolden ender til sidst for fødderne af en utrolig angrebsivrig Reus, der køligt smider bolden i nettet. Derfra er der fuld kontrol fra vores side. Vi scorer også til 2-0 inden pausen (43’ minut) da Stub køligt sparker bolden i kassen efter Vu af to omgange, får lagt den tilbage i feltet. Igen var det et flot opspil, der fører til 2-0 scoringen.

2. halvleg er der stort set kun 1 hold på banen, og det er BSF. Vi kommer ud med meget stor energi, lyst til at lave flere mål, vinde vores nærkampe og bare have det sjovt imens. 3-0 scoringen står Reus for, da han bagerst i feltet sparker hårdt og fladt forbi en chanceløs keeper. Det skal siges at kort inden 3-0 scoringen bliver Fremad Valby reduceret til 10 mand efter dobbelt gult. Det bliver også til 4-0 da Benge får sendt læderet i nettet. Lige efter scoringen kommer Fremad Valby på 4-1 da vi snorksover da de giver bolden op, bliver nødt til at lave et klodset frispark, som de så flot sparker i kassen. Det er malurt i bægeret og virkelig irriterende da præstationen ellers var mere end godkendt set over hele kampen.

5-1 bliver det efter 88 minutter da den gode Stub kommer højest på et hjørnespark, og lægger en ny dimension i sit spil = hovedspillet offensivt. Vi slutter formiddagen af med en 6-1 scoring ved Allan efter et kort hjørnespark der bliver sendt i boksen. Allan snitter den op i krydset med baghovedet. Intet andet end flot udført må man sige.

Alt i alt en skøn dag i Gryden. Men vi er også bevidste om, at en 6-1 sejr ikke bringer os points i næste kamp. Det gør hårdt arbejde på træningsbanen, og fuldt fokus på næste opgave derimod. Vi tager selvtillid med frem mod næste runde. Kan vi bygge videre på denne præstation er der uomtvisteligt rigtig gode muligheder i næste uge.

 

Se billeder fra kampen i kampgalleriet.