Foto: Iben Bagge (Arkiv)
Ærgerlig start på slutspillet
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig10. april 2024
Kampen var tættere end resultatet 0-3 antyder, men desværre blev det til et nederlag, da BSF i weekenden tog hul på 1. divisions slutspil med en hjemmekamp mod Varde.
Lørdag blev der endelig taget hul på forårets slutspil i 1. division. Gennem den lange vinterpause har der været en del udskiftninger i og omkring truppen. Flere spillere har skiftet klub, heriblandt den nu tidligere anfører Catrine Gryholt. I stedet er flere nye spillere kommet til, blandt andet en del velkendte ansigter fra U19-holdet.
Det var de jyske gæster, der kom bedst fra start, og efter seks minutter fik de også bolden i mål efter et længere pres, men der var allerede fløjtet for offside inden afslutningen.
BSF kom bedre med, men havde udfordringer med at få sat nok afleveringer sammen, når de kom op på den anden banehalvdel. Efter et kvarter lykkedes det både at finde hinanden og vinde dueller, men Lærke Larsen fik ikke godt nok ram på Katrine Ladegaards indlæg i feltet, og i stedet fik keeperen fat i bolden.
Herefter var det småt med chancer i begge ender, da holdene havde udfordringer med at komme til afslutninger.
Efter 40 minutter blev en lidt for upræcis tilbagelægning opsnappet af en Varde-spiller, der sendte bolden i mål til en førings til udeholdet.
Få minutter senere var kun stolpen i vejen for en udligning. BSF fik tilkendt frispark lige uden for feltet, og Freja Mørch sendt bolden gennem feltet og var altså kun få centimeter fra at score.
Varde-mål efter omstillinger
Ligesom store dele af første halvleg, var der ingen af holdene, der spillede sig til store afslutninger et godt stykke tid efter pausen.
Efter et kvarter blev Katja Larsen tacklet lige uden for feltet, men dommeren mente ikke, at der var en forseelse, og i stedet igangsatte Varde en omstilling, der hurtigt endte i en scoring til 2-0.
Selv om BSF længe holdt Varde fra endnu engang at blive farlige, begyndte gæsterne at komme nærmere målet mod slutningen af kampen. Fem minutter før tid førte endnu en omstilling til kampens sidste mål og det ærgerlige slutresultat 0-3.
I slutminutterne jagtede BSF en reducering, men havde fortsat udfordringer med at spille chancerne store nok til et mål.
Kynismen hos gæsterne og den allersidste skarphed blev udfaldsgivende i den første kamp i slutspillet, hvor der fortsat resterer ni kampe.
Slutspillet tæller foruden BSF og Varde også ASA, Solrød, Sundby og Vildbjerg, hvoraf kun de to førstnævnte var i aktion i weekenden. Her vandt oprykkerne fra Solrød 5-3 på udebane over aarhusianerne.
Netop Solrød er næste rundes modstander, når BSF drager til Solrød Idrætscenter lørdag 13. april, kl. 14.30.