Vigtige point på spil i Aarhus
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig07. september 2019
Spillerne spår en tæt kamp, når Ballerup-Skovlunde senere i dag går på banen mod VSK Aarhus.
I dag er der igen gang i Gjensidige Kvindeliga, og BSF gæster i denne runde VSK Aarhus. Det er en vigtig kamp i den tætte bund, hvor VSK Aarhus blot har to point mere på sjettepladsen end BSF på ottendepladsen.
Derfor er det også forventningsfulde spillere, der føler sig klar inden kampen.
”Det er en vigtig kamp for os at få point i, og det går vi selvfølgelig efter. Jeg forventer samtidig en tæt kamp, for de har en god blanding af unge og rutinerede spillere,” siger Lærke Tingleff.
BSFs sæson har givet et afkast på to point efter uafgjort ude mod FC THY-Thisted Q og hjemme mod KoldingQ.
”På dagen er vi niveauer bedre”
Den ærgerlige start har dog ikke taget gejsten fra kvinderne.
”Vi skal ud og kæmpe for vores første sejr, og vi skal vise, at vi fortjener at være her. Jeg tror, det bliver en svær kamp, men hvis vi rammer dagen, er vi niveauer bedre end dem. Så i sidste ende afhænger det af os, og om vi rammer vores dag,” siger Marie Grib.
De seneste otte kampe mod aarhusianerne viser et lige kampbillede med tre sejre til hver og to uafgjorte.
”Vi plejer at spille nogle tætte kampe mod dem, og denne gang skal vi have den til at falde ud til vores fordel,” siger Marie Grib.
Kampen spilles i dag i Aarhus kl. 13.00, og kan streames her.