Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Første nederlag i 2. division: "Vi manglede kvalitet"
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig31. august 2021
Efter en god start på sæsonen løb Ballerup-Skovlunde ind i første nederlag i 2. division. Det gode spil havde svært ved at finde vej til banen, og i stedet vandt Fredensborg 2-1.
BSF sad fra start på det meste af boldbesiddelsen, men Fredensborg var hele tiden klar til at udnytte omstillinger og stod klar ved fejlafleveringer, som der desværre var nogle stykker af. I ingen af enderne udmøntede det sig i store chancer.
Den første store chancer kom efter et kvarter, hvor Fredensborg var tæt på at bringe sig foran, men Amanda Brunholt fik skubbet den ud tæt på stolpen. I samme periode var BSFs bedste muligheder de to hjørnespark, de spillede sig frem til, men ikke fik udnyttet.
BSF sad fortsat på spillet, men udfordringerne lå primært på banens sidste tredjedel. Gode opspil endte ikke i kvalificerede afslutninger, selv om der blev kæmpet for boldene.
Den bedste chance til BSF faldt et minut før pausen, da Emilie Stolzenbach sparkede et frispark tæt over mål. I stedet blev det til 1-0 til værterne, da de i det efterfølgende angreb på en ripost får skudt bolden i kassen.
Godt spil, men dyr omstilling
BSF kom bedre ud til anden halvleg, hvor spillet begyndte at hænge lidt bedre sammen på sidste tredjedel. Indlæggene fra baglinjen sad bedre og flere hjørnespark blev tilkæmpet. Og otte minutter efter halvlegens start bragte Emilie Stolzenbach balance i regnskabet.
Fredensborg var ikke samme konstante trussel, som de var inden pausen, eftersom fejlafleveringer ikke gav dem samme mulighed for en omstilling. Deres næstbedste chance var med 20 minutter igen, hvor Amanda Brunholt sikkert greb en headet afslutningen.
Den bedste kom ti minutter senere og resulterede desværre i et mål og en ny føring til værterne. Efter en friløber på en halv banelængde, kunne Fredensborgs Emma Jørgensen til sidst sætte den ind bag Amanda Brunholt i målet for anden gang i kampen.
I de sidste fem minutter blev det til debut til Clara Knörr Nielsen, men hverken hun Amanda Brunholt, der blev sendt op på et hjørnespark i overtiden, eller de øvrige på banen kunne finde det udlignende mål, selv om de pressede på til sidst. Dermed var det første nederlag i 2. division en realitet.
”Vi mangler kvaliteten fra sidst”
Med nederlaget fulgte også en frustration over eget spil, der ikke var på samme niveau som i de seneste kampe, fortæller Emilie Stolzenbach.
”Det var langt fra en godkendt præstation. Vi mangler den kvalitet, vi viste mod Nordsjælland i pokalen. Vi får en rodet start og er fraværende. Det bliver lidt noget tjubang-bold frem og tilbage, men vi får godt styr på det i slutningen af første halvleg, og så får de et nedern mål lige inden pausen. Alligevel har vi egentlig en okay fornemmelse, for selv om det ikke er fedt at være bagud, begynder vi at føle, at vi har fået styr på det.”
Det var med den indstilling de gik ind til anden halvleg, og det lykkedes også langt hen ad vejen.
”Vi spiller bedre i anden halvleg. Det hænger bedre sammen, vi får spillet os til bedre chancer, vi har en bedre energi og vilje, og vi udligner. At de så får en omstilling på deres hurtigste angriber og scorer i en en-mod-en-situation med Amanda, er en stor mavepuster. Vi kæmper videre i de ti minutter, der er tilbage, men det bliver stresset og usammenhængende til sidst,” slutter Emilie Stolzenbach.
Efter nederlaget er BSF på andenpladsen a point med Allerød, der topper puljen, men som har spillet en kamp færre. Netop Allerød er BSFs næste modstander, når oprykkerne i weekenden kommer på besøg i Gryden. Kampen spilles 4. september, kl. 11.00.