Endnu en sejr til herresenior 1
Skrevet af: René Zedler03. marts 2024
Lørdag 2. marts var Gladsaxe-Hero Boldklub (GH BK) på besøg til vores næstsidste træningskamp inden turneringen i SS skydes igang igen.
I 1. halvleg var en kombination af famlende indsats fra vores side, hvor vi kun yderst sporadisk fandt frem til vores foretrukne opbygningsspil, og manglende sammenhæng i den defensive organisation samt GH BK’s evne til at bide fra sig, årsag til en mere jævnbyrdig indsats end det burde være, når der henses til, at vi huserer i en række over GH BK. Vi gik dog fortjent til pause med en 1-0 føring.
Pausen blev brugt til en taktisk ændring for at få skabt overtal centralt og plads i bredden. GH BK lavede ikke noget modtræk og vi fik præcis den ønskede effekt, så vi kunne praktisere den fase 2 i vores opbygningsspil og det afslutningsspil, som vi ønsker.
2. halvleg blev af samme årsag en mere ensidig forestilling, hvor forskellen på Serie 1 og Sjællandsserien kom til udtryk. Vi vinder 2. halvleg yderst fortjent 3-0 og dermed kampen 4-0.
Endnu en yderst positiv oplevelse på det mentale og verbale og endnu en yderst positiv spillemæssig 2. halvleg og endnu engang et total forvandlet BSF mandskab, når der sammenlignes med præstationerne i første halvdel af sæsonen (efteråret 2023).
Og endelig, trods det mindre gode vejr, endnu engang godt besøgt Gl. kunst. Tusinde tak for støtten til jer alle og forhåbentlig på gensyn på lørdag den 9. marts kl. 12.45, hvor vi tager imod Union fra KS i, hvad der altså bliver vores sidste træningskamp inden vi 16. marts tager imod SS nr. 3 fra Taastrup FC i årets første turneringskamp.