"Vi vil have en god afslutning"
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig10. november 2019
Med kun to kampe igen af Gjensidige Kvindeliga dette efterår, der har budt på flere nedture end opture for Ballerup-Skovlunde, vil holdet arbejde på at få en god afslutning på sæsonen.
Det bliver dog ikke nogen let kamp, der venter BSF, når de søndag tager imod VSK Aarhus på Herlev stadion.
”Aarhus er et fysisk stærkt hold, så vi skal forsøge at undgå at det bliver en fysisk kamp, og at de bliver en kamp på deres præmisser,” siger Chirine Lamti.
Første møde med VSK Aarhus var ikke nogen opløftende affære med en snitter på 0-4 for to måneder siden. Meget er dog sket siden, og i de seneste tre kampe har BSF scoret mindst to mål pr. kamp. Senest gjorde de det på udebane mod Brøndby i sidste weekend.
”Hvis vi kan tage nogle momenter med fra kampen mod Brøndby, især fra første halvleg, hvor jeg synes, vi er meget godt med i første del af kampen, så skal det nok gå godt mod Aarhus,” siger Chirine Lamti.
Vil slutte godt af
I sidste runde blev det sikkert, at BSF ikke længere kan nå slutspillet i Gjensidige Kvindeliga. Kampen mod VSK Aarhus har derfor et andet fokus.
”Kampen kommer til at handle om, at vi gerne vil slutte godt af, så vi kan gå på ferie og sige, at vi gjorde, hvad vi kunne. Vi har fået en sejr for 14 dage siden, og vi havde nogle gode momenter mod Brøndby. Med en god kamp mod Aarhus, vil det hjælpe til, at vi får en god afslutning på det hele,” siger Chirine Lamti.
Kampen mod VSK Aarhus er den næstsidste for BSF dette efterår og er flyttet fra 12. oktober til i dag, da baneforholdene dengang gjorde, at kampen måtte aflyses.
Kampen er samtidig flyttet fra Ballerup Idrætspark til Herlev Stadion med kampstart søndag 10. november, kl. 14.