Foto: Gert Sørensen
Blomster og chokolade til Ballerup Kommunes Plejecentre
11. april 2020
Ballerup-Skovlunde Fodbolds Kvindeligahold delte lørdag Blomster og Chokolade ud til Ballerup Kommunes 7 plejecentre. Blomsterne var sponsoreret af Gjensidige Forsikring og chokoladen af SuperBrugsen i Skovlunde.
I BSF har vi en tradition for at løfte et socialt ansvar. Det er nærmest en del af den måde vi tænker fodbold og foreningsliv på. Derfor er det helt naturligt for Kvindeligaholdet at hjælpe til der, hvor de kan, ligesom når de hjælper ved klubbens mange aktiviteter såsom: camps, fodboldskoler, aktiviteter hos vores samarbejdsklubber og ved skole arrangementer. Overordnet som klub er vi også ekstremt bevidste om det ansvar vi har som forening i forhold til for eksempel udsatte unge mennesker, hvor fodboldlivet kan give dem et klap på skulderen og skub i den rigtige retning.
Så når vi for en stund ikke kan mødes omkring fodboldbanerne og samtidig kan mærke det pres som er på dele af vores lokalmiljø og befolkning, var det kun naturligt for pigerne at tænke: Hvad kan vi så gøre for at bidrage?
Derfor er vi utrolige glade for at vores samarbejdspartnere i Gensidige Forsikring og Super Brugsen Skovlunde, har været med på ideen omkring at give vores ældre borgere og hårdtarbejdende offentligt ansatte en lille gave og udtrykke vores støtte til dem i en hård tid. Vi ved, at de er ramt på en anden måde end os andre og selvom det ikke rykker det store på deres hverdag, vil vi meget gerne vise dem, at selvom de er mere isoleret end normalt, er de på ingen måde glemt.
Vi vil gerne takke for den venlige modtagelse vi fik alle steder, selvom vi ikke måtte komme i nærheden af den del af modtagerne, som nok er mest ramt. Nemlig de ældre beboere.