Foto: Nanna Wincentz Ludvig
”Vi taber kampen de første fem minutter”
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig10. maj 2021
For første gang i år var der tilskuere til en kamp i Gryden. Desværre blev det ikke til den store genåbningsfest for Ballerup-Skovlunde, men i stedet et 1-3-nederlag til Østerbro.
Det var Østerbro, der fra starten tog teten og lagde presset, mens BSF i stedet måtte løbe efter. Allerede et par minutter inde i kampen fik Østerbro held med en afslutning, og Fiona Hjartved kunne lægge den ind til 1-0 til gæsterne.
2-0-målet fulgte allerede fire minutter senere, da Lærke Rasmussen stod for langt fremme til at tage Anne-Sophie Svartsteins lob.
BSF havde fået en afslutning klemt ind mellem de to mål, men fandt først fodfæstet efter det andet. Boldbesiddelsen blev bedre fordelt, og i takt med at halvlegen skred frem, kom der et lille overtag på den konto.
Afslutningerne, der skulle føre til en reducering, var der til gengæld ikke mange af. To hjørnespark i anden halvdel af halvlegen og afslutningerne, der førte til dem, var de bedste muligheder for et mål.
Bedre spil var ikke nok
Anden halvleg begyndte bedre rent spillemæssigt. Presset fungerede bedre, men det var alligevel i den anden ende, der blev scoret. Østerbros Cecilie Bergholt øgede til 3-0 med et flot langskud.
Målet var ikke et udtryk for den dominans Østerbro havde i starten af første halvleg, og BSF viste mere tænding og vildskab efter pausen. I minutterne efter fulgte et pres, hvor først et hjørnespark og bagefter et frispark af Alberte Angersbach var tæt på at give en scoring.
Og fire minutter efter scoringen prikkede Karoline Petersen til 1-3, og jublen brød ud blandt tilskuerne, der endelig var blevet åbnet op for igen.
Skulle yderligere en reducering være faldet, skulle det være sket i de gyldne minutter omkring 50. til 60. minut, for efter den periode blev spillet igen mere lige fordelt, og chancerne var ikke lige så store som der.
Den sidste halve time forblev derfor målløst, og BSF måtte for anden gang i træk forlade banen med et nederlag.
Frustrationer efter slutfløjt
Det blev naturligvis kampens start, der fyldte mest hos spillerne bagefter.
”Vi er meget frustrerede efter kampen med god grund. Vi overholdt ikke vores aftaler. Vi får ikke vendt spillet, hverken i fase to eller tre. Vi får heller ikke ofte nok fart i bolden. Og vores energi kom vi heller ikke med de første ti minutter. Det har været et problem hele sæsonen, og i dag ender vi med at tabe kampen på de første fem minutter,” sagde Mathilde Foged Hansen efter kampen.
Resten af kampen var der lidt tilfredshed med, selv om ærgrelsen over starten stadig var størst.
”Efter de første ti minutter spiller vi lige op med dem. Vi har spillet, men får ikke skabt chancerne. Vi rammer den ikke 100 procent i dag, men vi kommer meget bedre ud til anden halvleg. Vi kommer tættere på dem, går mere ind i duellerne og holder dem stort set fra chancer. Det er også her vi scorer, og de får et mål, som vi godt kan være bekendt,” slutter Mathilde Foged Hansen.
Efter nederlaget ryger BSF ned på 4. pladsen, mens Næsbys uafgjorte kamp mod Herlufsholm øger afstanden til den vigtige 2. plads til 5 point.
Næste kamp er mod topholdet Herlufsholm hjemme i Gryden, og den spilles Kristi Himmelfarts dag 13. maj, kl. 11.00. Der er igen åbent for tilskuere med coronapas. Du kan købe din billet her.