Kunstgræs venter i Farum
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig21. september 2019
I ugen op til lørdagens kamp mod Farum BK/FCN har Ballerup-Skovlunde trænet på kunstgræsbane. Et underlag, spillerne selv siger, passer godt til dem.
Lørdag tages der hul på anden halvdel af grundspillet i Gjensidige Kvindeliga. BSFs første gensyn bliver mod Farum BK/FCN, der denne gang er værter.
Besøget på Right To Dream Park i Farum bliver samtidig mødet med det famøse kunstgræs. Derfor har kvinderne i BSF denne uge trænet på kunstgræs, og det har været en opløftende forberedelse.
”Vi har haft nogle gode træninger på kunstgræsbanen. Det passer godt til det spil, vi gerne vil spille. Det giver os plads og mulighed for præcisionsspil, både i forhold til det korte spil og de lange afleveringer,” siger Sophia Nordby.
Cathrine Buccat Graversen har også mærket en forskel efter en træningsuge på kunstgræs.
”Intensiteten er steget markant i løbet af ugen, og på kunstgræs er der lagt op til en masse tekniske færdigheder, som vi også har forberedt os på,” siger hun.
Gode takter skal føres videre
Det er godt en måned siden, at BSF sidst mødte Farum BK/FCN. Dengang tabte BSF 0-1 i en kamp, hvor de især i anden halvleg formåede at lukke ned for nordsjællændernes spil. Derfor er der også gode erfaringer at hente fra den kamp.
”Vi viste sidst, at vi kan spille lige op med dem, så jeg forventer også en tæt kamp denne gang,” siger Sophia Nordby.
Kigger man i stedet blot en uge tilbage, er der også gode takter fra sidste rundes kamp mod Fortuna Hjørring, der kan tages med i denne kamp. Trods et nederlag på 1-4 var der både et hav af chancer til BSF og flere lange perioder med boldbesiddelse.
”Der en masse positivt, vi kan tage med fra den kamp, og det skal vi selvfølgelig gøre,” siger Cathrine Buccat Graversen.
Kampen spilles lørdag kl. 13 og kan opleves på Right To Dream Park i Farum eller streames her.