Anis Dauti skifter til Brøndby
Skrevet af: Kenn Hillmann30. december 2019
I vores børne- og drengeafdeling har vi altid haft spillere, som finder de største klubbers bevågenhed og nu har dette igen resulteret i et klubskifte, som vi i BSF kan være stolte over.
Som led i vores samarbejde skifter Anis Dauti nu til Brøndbys U14 hold, som er i toppen af denne årgang i Danmark.
De af os, som har fulgt Anis i BSF har aldrig været i tvivl om, at her var en med X-faktor og det har adskillige klubber bemærket og der har ikke manglet tilbud fra diverse klubber. Anis har været inde over Brøndby samarbejdet og derved er der opnået en god indsigt for begge parter omkring, hvorvidt der er et match.
Anis’s træner i BSF Ersün Züfer udtaler i den forbindelse:
Anis er en urolig dygtig fodboldspiller og har haft en rigtig god udvikling gennem de seneste år.
Udover træningen i BSF har han været tilknyttet Brøndbys topcenter og efterfølgende talenttræning, hvilket har givet ham tro og mod på at arbejde endnu hårdere. Han har nogle enestående færdigheder og er en kampafgørende spiller, som på egen hånd kan afgøre kampe.
Derudover har han også udviklet sig som person og tager langt mere ansvar end tidligere til stort gavn for holdet og ham selv. Hans løbepensum er blevet langt større end tidligere.
Jeg ønsker Anis alt held og lykke med hans fodboldkarriere. Han er en anderledes og spændende type spiller, som der ikke findes mange af. Det glæder mig på vegne af BSF og som hans træner at følge hans rejse i Brøndby, som med deres set up kan udvikle ham til en endnu bedre fodboldspiller.
Christian Sørensen (Fodboldansvarlig for Topcenter Brøndby) udtaler i forbindelse med klubskiftet:
Vi har haft Anis Dauti inden over Brøndby Masterclass igennem samarbejdet med Ballerup-Skovlunde i to år inden sit klubskifte til Brøndby IF.
Anis har i første omgang været en del af U10-U12 Topcenter Brøndby og siden vores U13-U14 Talenttræning udtaler Christian Sørensen.
Anis har haft en god udvikling i Ballerup-Skovlunde Fodbold, imens har han fået mulighed for, at blive yderligere matchet på Topcenter Brøndby og til Talenttræningen. Det har været en god løsning for Anis udvikling, men også en god løsning for Ballerup-Skovlunde Fodbold slutter Christian Sørensen.