BSF præsenterer nyt trænerteam for HS1

BSF præsenterer nyt trænerteam for HS1

30. december 2025

Ballerup-Skovlunde Fodbold kan med stor glæde præsentere det nye trænerteam for HS 1. Med ansættelsen af Kjeld Svendsen som cheftræner og Mads Svenstrup som assistenttræner tager klubben et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke både det sportslige niveau og fællesskabet omkring herresenior.

Erfaren cheftræner med fokus på mennesker og ambitioner

Ny cheftræner for HS 1 bliver Kjeld Svendsen, som kommer med UEFA A-licens og mange års erfaring fra seniorfodbold på højt niveau samt ungdomsfodbold på øverste niveau. Kjeld har tidligere arbejdet med seniorhold fra Serie 4 til 2. division og med U17- og U19-hold, hvor krav, struktur og udvikling har været centrale elementer.

Kjeld ser BSF som et naturligt næste skridt:
“BSF er en meget spændende og spirende klub med masser af talent. Ambitionerne er tydelige og i det rigtige tempo – og nu sigtes der mod endnu mere. Jeg blev især tiltrukket af en henvendelse, hvor der blev lagt stor vægt på mennesker, samarbejde og fællesskab i alle hjørner af klubben.”
 Kjeld Svendsen

Klubben ser Kjelds erfaring og tilgang som en klar styrke i forhold til ambitionen om at skabe et stærkt HS 1-miljø og samtidig bygge bro for egne ungdomsspillere mod seniorfodbolden.

Assistenttræner med lokalt DNA og stærk udviklingsprofil

Som assistenttræner tilknyttes Mads Svenstrup (UEFA B-licens), der efter mere end 10 år som cheftræner i børne- og ungdomsfodbolden nu tager næste skridt ind i seniorfodbolden. Mads bor i dag i Jyllinge, men er oprindeligt fra Ballerup og har selv spillet seniorfodbold i det tidligere AC Ballerup-projekt.

Mads glæder sig til at blive en del af HS 1 og ser et stort potentiale i klubben:
“Jeg ser et kæmpe stort potentiale i BSF, som klub går en rigtig spændende fremtid i møde. Selvom jeg ikke længere bor i kommunen, har jeg fulgt BSF tæt, da jeg som gammel Ballerup-dreng stadig har mange gode bekendtskaber og venner i klubben.
Efter mere end 10 år som cheftræner i børne- og ungdomsfodbolden glæder jeg mig virkelig til at prøve kræfter med seniorfodbolden i BSF – og jeg var ikke i tvivl, da muligheden opstod.”
 Mads Svenstrup

Et fælles afsæt mod næste skridt

BSF er overbevist om, at kombinationen af Kjeld Svendsen og Mads Svenstrup skaber et stærkt fundament for HS 1 – både sportsligt og menneskeligt. Klubben arbejder samtidig videre med at tilknytte yderligere kompetencer til setup’et, så rammen omkring holdet bliver så stærk som muligt.

I forbindelse med opstarten i 2026 vil klubben præsentere den overordnede sportslige retning og strategi, som HS 1 er en central del af.