Foto: Iben Bagge
Første kamp efter Corona sluttede med et 2-1 nederlag til LSF
Skrevet af: Christian Jørgensen11. juni 2020
Vores første kamp i noget der føles som en menneskealder blev mod en stærk modstander, nemlig vores gode naboer fra LSF. En kamp hvor begge hold havde en halvleg hver.
Vi startede 1. halvleg rigtigt fint med aggressivt pres, og for det meste tålmodige når vi havde kuglen. Der var egentligt fint styr på LSF i 1.halvleg der ikke kom frem til særligt meget. Omvendt vadede vi heller ikke i store chancer. Alligevel kom vi fortjent på 1-0 efter en meget følt afslutning fra Reus der strøg over keeperen. Resten af halvlegen fortsatte i samme rille med BSF i fin kontrol, og til tider et LSF hold der ikke for alvor fik sat deres afleveringer sammen.
2. halvleg blev omvendt efter LSF pibe i store dele af halvlegen. Vi løb tør for energi, og var pludselig ikke tæt nok på i vores presspil ude på banen. LSF kom tættere på vores mål jo længere tid der gik. Deres udligning kom efter en decideret gave af vores forsvar der slet ikke fik gjort noget konstruktivt med en clearing. Der må man rose LSF for at være dejlig kyniske, og sige pænt tak for gaven.
Deres føringsmål og sidste mål i kampen kom igen efter en alt for sløset tilgang til forsvarsspil. Et hjørnespark sejler hele vejen om på bagerste stang, hvor der står en LSF spiller, som jeg vil skyde til at være 1.70 høj. Han behøvede slet ikke at hoppe for at heade bolden ind bag Jonathan der fik 2. halvleg i stedet for Palle.
Heldigvis var det bare en træningskamp, for vil vi i kommende sæson være top 3 hold igen, er der ikke plads til disse fejl. Overordnet set var det en rigtig god træningskamp. Det var dejligt at spille kamp igen mod en god modstander. Gassen gik af ballonen i 2. halvleg om indskiftninger/udskiftninger var årsagen, eller om årsagen skal findes grundet en hård træning torsdag vil jeg ikke kloge mig på. Det kan også helt simpelt være LSF var i bedre form. Men masser af positive ting at tage med.
Samtidig også ting vi skal have kigget på, og fundet en løsning på målt på især 2. halvleg. Stor tak for kampen til LSF. Kæmpe held og lykke til vores naboer i deres bestræbelser på at blive divisionshold. Nu ser vi frem mod endnu en hård match, da et stærkt U19 hold fra Brøndby IF gæster gryden på fredag.