”Vi skal vise, vi kommer fra Kvindeligaen”
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig14. august 2020
Lørdag ruller bolden i Gryden, når Ballerup-Skovlunde spiller deres første hjemmebanekamp i kvindernes 1. division mod Solrød FC. Pigerne er et topmotiverede til at vise hjemmebanepublikummet, at de stadig kan vinde kampe.
Mens sidste runde endte med et smalt 0-1-nederlag på udebane mod Næsby, byder lørdag på en hel anden type modstand i form af oprykkerholdet Solrød FC.
”Det er en megavigtig kamp. Vi skal have point, ingen tvivl om det. Vi møder et oprykkerhold, og kommer selv fra Kvindeligaen. Vi skal slå dem. Det giver også nogle muligheder for at arbejde med nogle af de ting, som vi har haft nogle problemer med, score nogle mål, vise at vi kan det og tanke noget selvtillid, men også opnå vores andre mål, for eksempel at blive skarpere på den sidste tredjedel,” siger Sophia Nordby.
Det var manglen på chancer, der i sidste weekend blev afgørende for at pigerne ikke fik scoret mod Næsby, og denne gang skal det være anderledes, fortæller Sille Lindqvist.
”Til træning er hovedfokus på skarpheden på den sidste tredjedel. Vi synes, vi er ved at have ret godt styr på vores bagkæde og defensiven. Vi kigger både på, hvad vi gjorde mod Næsby, og fokuserer meget på os selv, for hvordan vi bliver bedre,” siger Sille.
”Vi må ikke undervurdere dem"
Netop fokusset på udvikling er vigtigt altid at have i højsædet, uanset om det gælder kamp eller træning. Kampene har dog sin klare fordel, siger Sophia Nordby.
”Vi skal blive ved med at kigge på egen udvikling. Både den individuelle udvikling og holdets udvikling. Det gælder både om hvordan vi tager erfaringen med fra sidste kamp og bruger det i Solrød-kampen, hvordan kan vi se udvikling i Solrød-kampen, for der har du et andet setup, end du har til træning, og det skal man altid udnytte,” forklarer Sophia.
Alt i alt er der gode muligheder for at vise klassen mod et hold, der netop er rykket op fra Serie 1, og det er spillerne topmotiveret til.
”Det er vigtigt at vi viser, at vi kommer fra Kvindeligaen, mens de lige er rykket op fra Serie 1. Vi skal vise, hvad vi står for, hvor vi kommer fra, hvordan vi træner, hvordan hele setuppet stadig meget ligner det, vi havde i Kvindeligaen. Vi skal også passe på, at vi ikke undervurderer dem, men jeg tror, at vi mod Solrød kan få en større tro på os selv, i forhold til når vi tidligere har mødt topholdene i Kvindeligaen,” siger Sophia Nordby.
90 minutter i næsten 30 grader
En enkelt ting, kan dog være hæmmende for kampen: varmen.
Varmebølgen, der også prægede kampen i sidste runde, ser ud til at fortsætte weekenden ud. Dermed bliver det igen temperaturer nær 30 grader, som spillerne skal løbe i. Det kan ikke undgå at påvirke kampen.
”Det er megahårdt at spille i den varme, og det er det naturligvis begge hold, men det gør det svært at lave det helt vilde aggressive pres, for man bliver hurtigt ramt af varmen. Derfor er der også en begrænsning i forhold til, hvor højt et tempo man kan fortsætte i hele kampen, men det var ikke årsagen til, vi tabte mod Næsby, og det må heller ikke blive en undskyldning denne gang,” siger Sille Lindqvist.
Kampen spilles hjemme i Gryden lørdag 15. august, kl. 13.30. Har du ikke mulighed for at komme på stadion, kan du følge scoren på kvindeliga.dk.