Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Farvel til pokalen trods stenhårdt arbejde
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig26. august 2021
Onsdagens kamp mod FCN endte desværre med et farvel til årets pokalturnering efter 0-1 hjemme i Gryden.
Marlene Larsen sætter her ord på kampen:
"Pokalkampe er altid sjove at spille, fordi de har deres eget liv. Man ved aldrig helt, hvad der vil ske. Onsdagens kamp mod FCN kunne vi bruge til at måle os op mod et ligahold samt træne vores defensive organisation.
Vi vidste godt, at FCN ville sidde tungt på spillet, hvilket også var tilfældet, så det gjaldt for os om at hvile i det og så effektivt udnytte de muligheder, vi ville få. Jeg synes, vi lykkedes godt med at bryde deres spil. Alle arbejdede stenhårdt hele kampen igennem, og vi formåede at få dem til at spille enten på ydersiden af os eller med lange bolde, hvilket var efter planen.
Det var en kæmpe fornøjelse at opleve den opbakning vi havde til hinanden og det mod alle vores unge, uprøvede spillere udviste. Vi manglede flere centrale spillere, hvilket man selvfølgelig godt kunne mærke, men på trods af det leverede vi en rigtig fin præstation, som jeg er helt vildt stolt af."
Målet til 0-1 blev scoret i 21. minut. Emma Gylling blev noteret for et selvmål.
Med farvellet til pokalturneringen er fokus tilbage på 2. division. Søndag 29. august kl. 14.00 gæster BSF Fredensborg. Mens BSF har vundet begge sine kampe i turneringen, har Fredensborg tabt deres eneste spillede kamp. Kampen spilles på Fredensborg Stadion.