Lokalbrag endte med sejr til BSF
Foto: Iben Bagge

Lokalbrag endte med sejr til BSF

Skrevet af: Christian Jørgensen og Iben Bagge
20. oktober 2019

Vi starter kampen rigtig stærkt, og får hurtigt lagt Herlev IF under pres. Vi sidder på bolden og viser igen, at vi i den grad har fået udviklet vores spil på bolden. Den hurtige kunstbane gav noget ekstra fart i vores spil på tæppet.

1-0 målet falder efter 19 minutter. Godt opspil gennem vores venstre side ender ud med, at Reus med et fornemt indlæg finder Kalle, der står umarkeret i Herlev IF feltet og kan score fra tæt hold. Efter vores føringsmål, begynder Herlev IF at komme lidt bedre med i kampen. Vi taber 2. boldene og smider generelt bolden for hurtigt væk. I denne fase går der, for vores vedkommende, for meget tjubang bold i den. Herlev IF spiller meget direkte, og af en eller anden årsag ryger vi med på den leg.

Mod slutningen af halvlegen får vi igen lidt bedre styr på bolden, og får taget fat omkring det nedfald, der kommer efter duellerne. I det 43. minut tilkæmper vi os et frispark i højre side. Stub står for at få lagt bolden i feltet, og det gør han på flotteste vis. Det kvitterer anfører Randrup for, da han når højest på bolden, og får headet den resolut ind bag en chanceløs Herlev IF keeper. En for os vigtig og god scoring lige inden pausen.

I 2. halvleg ryger vi lidt tilbage i et usammenhængende spil, hvor vi ikke formår at få bolden flyttet ordentlig rundt. Det meste af spillet i den første del af 2. halvleg foregår på vores banehalvdel og efter 68. minutter får Herlev IF scoret til 2-1. Herlev presser på og får en kæmpe mulighed for at udligne til 2-2, men med en forrygende Palle i målet, bliver skuddet blokeret i en pragtredning. 

Tide var tilbage på holdet i dag og spillede de sidste 30 minutter. I slutningen af 2. halvleg får han lavet et super indlæg til Seffe, som får sendt et brag af et skud afsted. Desværre når en Herlev spiller at få blokeret skuddet, så det kun lige ryger over målet. Dette forsøg blev det sidste inden dommeren fløjtede kampen af og vi kunne glæde os over endnu en sejr.

Vi ligger nu nummer 3 i puljen og i næste uge møder vi rivalerne fra LSF på udebane.

 

Billeder fra kampen findes i kampgalleriet