Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Taber 2-3 efter god fight i årets sidste kamp
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig21. juni 2021
Årets sidste kamp blev også den varmeste, da Ballerup-Skovlunde gæstede Østerbro lørdag eftermiddag. Det forhindrede ikke i at spillerne leverede en underholdende kamp, hvor BSF til sidst måtte trække det korteste strå.
Hedebølgen, der har ramt Danmark, var naturligvis ikke gået Østerbro og Fælledparken forbi. Varmen til trods var det tydeligt, at det var to hold, der gerne ville spille og kæmpe for alle tre point. Holdene forsøgte sig skiftevis i angreb, dog uden nogen afslutninger af farlig karakter.
BSF havde til dagens kamp ændret startformationen og stillede op med to angribere, Sofia Weatherall og Sille Lønstrup, men da BSFs første reelle afslutning faldt efter godt ti minutter, var det i stedet Sille Lindqvist, der sparkede fladt på mål og desværre lige hen til målmanden. Fem minutter senere forsøgte Rebecca Haren med et indlæg fra baglinjen, men vinklen blev for spids.
Næste chance tilfaldt Østerbro, men afslutningen var for svag og gav Lærke Rasmussen tiden til at redde den. Det blev begyndelsen på et længere Østerbro-pres med flere hjørnespark på stribe, men bolden blev afvist gang på gang.
BSF fik brudt det evige forsvarsspil, men afslutningerne, de kom frem til i den anden ende, var langt fra farlige.
Fem mål og skiftende føringer
Anden halvleg bød endnu engang på angreb på skift, men da Østerbro fik deres første hjørnespark, formåede de at få det fulgt op af to mere, og i klumpspillet efter det sidste fik Østerbros Janne Brouer prikket den over stregen til en føring til hjemmeholdet.
Målet fik ikke BSF til at falde tilbage, men forsøgte gang på gang at udnytte de muligheder for kontra og pres, der måtte komme. Ti minutter efter bar det også frugt, og Sille Lindqvist kunne udligne til 1-1 efter en times spil.
Det var tydeligt, at begge hold kun tænkte på at skaffe alle tre point, og målet gav BSF ekstra energi til for alvor at gå efter det. Caroline Jacobsen forsøgte sig blandt andet med et langskud, der dog gik et godt stykke over mål.
Bedre held havde Sofia Weatherall, da hun fik serveret en stikning i dybden og bragte BSF på 2-1 med et kvarter igen.
Føringen holdt blot fem minutter, for Østerbro viste endnu en gang deres styrke på hjørne. Denne gang var det Julie Kjer Offersen, der nettede for hjemmeholdet. Og få minutter efter gjorde hun det igen, og med under ti minutter tilbage af kampen var Østerbro pludselig foran 3-2.
BSF pressede mod slutningen på for mål, og indskiftede Emilie Stolzenbach var tæt på, da bolden efter hendes langskud ramte begge sider i krydset, inden den hoppede ud igen. Ind kom bolden ikke, og BSF måtte takke af for sæsonen med et smalt nederlag.
”Vi får lukket ned for dem, men …”
Efter kampen var der, til trods for resultatet, stor tilfredshed med spillet, som Emilie Stolzenbach synes hang godt sammen, selv om det var en ny formation for holdet.
”Vi sidder godt på spillet og får nogle gode kombinationer igennem på trods af, at det var en helt ny formation, vi kun havde øvet to gange 15 minutter til træning. Der var klart nogle gode momenter, men også nogle misforståelser hist og her, for vi skulle lige finde ud af at få det til at hænge sammen, men jeg synes, vi spillede superfint,”
Hun understreger dog, at det ikke var den nye formation, der kom til at koste sejren. Østerbro har bare et særligt område med stor styrke.
”Vi vidste godt inden kampen, at Østerbro ville være farlige på dødbolde, og det ender også med at give dem to af deres mål. Lærke har også en sindssyg redning undervejs, men ellers får vi lukket godt ned for dem. Østerbro er bare et af de hold i rækken, der er farligst på dødbolde,” slutter Emilie Stolzenbach.
Med 3-2-nederlaget slutter BSF på 5. pladsen, efter Solrød vandt deres sidste kamp 6-3 over Damsø. Herlufsholm og Næsby ender med at tage de to pladser til den nye landssækkende 1. division, mens BSF kan se frem til et gensyn med blandt andre Østerbro, Solrød og Damsø i den nye 2. division efter sommerferien.