Sjællandsmesterskaberne i Ombold på BSF's hjemmebane

Sjællandsmesterskaberne i Ombold på BSF's hjemmebane

Skrevet af: Kristina Kanstrup
09. september 2025

Onsdag den 3. september var BSF igen værter for et Omboldstævne, denne gang De Åbne Danske Sjællandsmesterskaber. Vores parkeringsplads foran klubhuset var derfor forvandlet til stævnecentrum, hvor to Omboldbaner var sat op, dommertelt, forplejningstelt og fystelte var også slået op.

Jesper Würtzen åbnede stævnet kl. 10.00 med en flot tale, men inden da, skulle vi mindes Srdjan, vores BSF spiller, som gik bort i sidste måned. Vi fik sagt et par ord om Srdjan, hvilken spiller han var, hvilken ven han var og hvor meget han havde betydet for Ombold i BSF. Han har været med siden starten og var en stor del af vores hold både på og udenfor banen, hvor vi har en masse gode minder sammen, vi alle kan tage med os videre. Vi savner ham utrolig meget og var rigtig rørte over, at Næstved også mødte op med sørgebind og vi alle afholdte 1 minuts stilhed, til ære for Srdjan.

Kl. 12.00 var der, som altid, showkamp mellem det lokale Ombold hold og kommunens politikkere. Derfor stillede Jesper Würtzen op med et stærk opstilling og var klar til endelig at tage sejren, da BSF har snuppet den de to sidste opgør. BSF stillede med Rasmus på mål, Theis, Allan og Matilde i marken og det endte med at blive en lige kamp med masser af mål, da der stod 5-5 på måltavlen, da kampen blev fløjtet af.

Over 200 spillere fra hele Danmark var mødt op, for at kæmpe om medaljer og få en god dag med socialt samvær, som er en lige så vigtig del af Ombold, som selve fodbolden. Solen stod højt på himmelen og smilene var store. Der var en fantastisk stemning på og udenfor banen, hvor der blev gået til den, med respekten for hinanden holdene imellem, kom altid først. Der blev givet highfives inden kampen og krammere efter slutfløjtene.  

BSF stillede op med to hold med hhv. 4 og 5 spillere på holdet, hvor Theis, Allan og Kristina stod bag banderne og guidede spillerne, hvor vi denne gang havde to debutanter med. Der blev spillet flot fodbold og spillerne hjalp hinanden indbyrdes, da vi havde fået en del afbud, hvorfor spillerne ikke kunne komme ud og få en pause i kampene – så alle spillere fik ekstra tid på banen, men heldigvis var det med smil på læben, selvom kræfterne blev mindre og mindre.
Vi endte med et hold i a-rækken og et hold i b-rækken, hvor vi snuppede en bronzeplads i sidstnævnte, som er virkelig godt gået.
Da der skulle uddeles pokaler og medaljer, stod vores spiller Matilde klar sammen med BSF’s repræsentant, Simon Knudstrup.

Vi er virkelig glade for det gode samarbejde med Ombold, Ballerup Kommune og Ballerup Idrætsby, som gjorde det muligt, at stable endnu et fantastisk Ombold stævne på benene her i BSF.

Lige så glade og taknemmelige var vi over, at der hele dagen igennem mødte BSF frivillige op for at give en hånd med. Kl. 06.30 om morgenen skulle banerne sættes op og kl. 16.00 skulle de pilles ned igen og sendes afsted med lastbilen. Vi havde frivillige til at servere mad for alle spillerne, stå med måltavler, være p-vagter og hjælpe til hvor der var brug for det. Uden jer, kunne vi ikke afholde stævnet, så tusind tak for jeres hjælp, det betyder rigtig meget!


Du kan finde flere billeder fra dagen i galleriet øverst på siden.