U16 DM TRÆNER HAR FÅET DBU A-LICENS
Skrevet af: Jakob Villadsen og Gert Sørensen14. januar 2022
BSF’s U16 DM træner, Brian Trolle, bestod tirsdag sin DBU A-Licens eksamen, hvorfor han nu er DBU A-licens-træner. Brian har således arbejdet på højtryk det seneste år, hvor han er gået fra at træne et hold i U16-øst til at træne et hold i U16-DM rækken, samtidig med han også har erhvervet sig en DBU A-licens.
Det betyder at vi i BSF nu har 4 A-licens trænere tilknyttet kvinde-pigeafdelingen, samt en som er i gang med at tage A-licens uddannelsen.
Talentudviklingen i BSF er i højsædet – således at pigerne får et varieret træningstilbud med fokus på udviklingen af alle spillere og det er derfor utrolig vigtigt at have dygtige og dedikerede trænere til at udvikle de enkelte årgange.
Trænere og trænerudvikling I BSF
I BSF er der fokus på samarbejde mellem holdene/årgangene. Vi bruger meget tid på møder mellem trænerne og den sportslige ansvarlige. Dette gøres for at sikre implementeringen, evalueringen og videreudviklingen af BSF Talent 2.0, som med omfattende retningslinjer for organisering af træning sætter den enkelte spillers udvikling i centrum. Det er i den sammenhæng vigtigt for BSF som klub at uddanne og fastholde trænerne i klubben gennem længere tid, for derigennem at sikre kontinuitet af hensyn til udvikling af både klub og spillere.
Tillykke
Det er derfor med stor glæde for klubben, at Brian Trolle har færdiggjort sin A-licens uddannelse, sådan at han med kursusforløbet i bagagen kan fokusere på BSF’s talentudviklingsmiljø – og forhåbentlige også lidt på sin familie. Brian har nu været i BSF siden 2018 og bidrager derfor til den kontinuitet som vi gerne vil opnå.
Stort tillykke til Brian, som dagligt viser stort engagement og i den grad er med til at udvikle spillerne så de kan opnå deres fulde potentiale.