"Det er en fantastisk følelse"
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig og Amanda Brunholt25. oktober 2020
Lørdag formåede Ballerup-Skovlunde på imponerende vis at vinde ude over topholdet Østerbro IF i 1. divisions Grundspil, nedrykning. Tre mål på under ti minutter sikrerede sejren på 3-1.
Målmand Amanda Brunholt sætter her ord på kampen:
”Inden lørdagens kamp mod topholdet fra Østerbro, vidste vi, at det krævede en holdindsats, hvor alle var klar fra start, hvis vi skulle have tre point med hjem.
Det må man sige, at holdet levede op til. Vi var aggressive og spilstyrende fra første minut mod et Østerbro-hold, der ikke helt var vågnet op til første halvleg. Vi får lov at drive bolden et godt stykke frem, inden deres pres møder os, og det gør, at vi kan få sat nogle rigtig flotte angreb op. Det betyder, at vi efter godt 20 minutters spil er foran 0-2, blandt andet på et virkelig flot langskud af Karoline Petersen, efter Emilie Larsen først havde bragt os foran. Østerbro får reduceret til 1-2, men vi lader os ikke ryste af den grund og løber i stedet op igen, og Rebecca Haren scorer til 1-3 få minutter senere.
Østerbro kommer meget bedre ud til 2. halvleg, hvor de presser højt og har bolden langt mere end i 1. halvleg. De får også skabt nogle chancer, men vi står godt og spiller enormt disciplineret, så vi holder dem ret fint fra chancer, og de få de har, formår de ikke at score på.
Der er ingen tvivl om, at sejren kom i hus på en flot holdindsats, hvor alle arbejdede stenhårdt for hinanden. Vi er kyniske på vores chancer, og vi står godt defensivt. Samtidig havde vi marginalerne på vores side, da Østerbro sparker på overliggeren i 2. halvleg.
Det var en fantastisk følelse at vise, at vi sagtens kan slå topholdet, når vi er klar fra start og spiller som et hold.”
Med sejren er BSF kommet tættere på topholdene Østerbro og Solrød, som holdet har fem point op til med tre kampe igen. Samtidig er der også luft ned til fjerdepladsen og en markant målscore til forskel i BSF’s favør.
I næste uge venter efterårets sidste udekamp, når pigerne spiller mod FB, som blev sendt hjem fra Ballerup med en 7-0 lussing ved seneste møde. Kampen spilles 1. november kl. 12.30 på Frederiksbergs kunstgræs.