Foto: BSF Powerchair Football
BSF Powerchair Football søger træner
Skrevet af: Kristina Kragh Kanstrup13. april 2023
BSF Powerchair Football er en kørestolsfodboldklub, der hører til fodboldklubben BSF (Ballerup- Skovlunde Fodbold). Vores hold kæmper med om Danmarksmesterskabet hvert år! Hvis du ønsker at gøre en forskel for mennesker med særlige behov og samtidig være træner for et talentfuldt, ambitiøst hold, så er det lige dig, vi leder efter!
Om kørestolsfodbold:
Kørestolsfodbold er en sport for mennesker med en fysisk funktionsnedsættelse, der spiller i elektriske sports-kørestole. Man spiller 4 mod 4, med én målmand på hvert hold. Kampene foregår indendørs på en bane, der har ca. samme størrelsesforhold som en basketballbane, og kampene varer 2x 20 minutter.
Om holdet:
Klubben blev oprindeligt stiftet i 2009 under navnet Copenhagen Bad Boys. I 2016 fusionerede klubben med BSF og er dermed den første kørestolsfodboldklub i Danmark, der er fusioneret med en fodboldklub under DBU.
Holdet består af motiverede og talentfulde voksne, drenge og piger, hvoraf mange har spillet sammen i mange sæsoner. Holdet har opnået tre danske mesterskaber (2015, 2016 og 2019), samt kvalificeret sig to gange til deltagelse i Champions Cup, som er en turnering for de bedste hold i Europa. Desuden er der rekrutteret spillere til landsholdet fra holdet.
Holdet træner hver mandag og torsdag fra kl. 18:00-20:00 i Egebjerg Hallen i Ballerup. Stævnerne ligger typisk én gang om måneden og falder på en lørdag.
Stævnerne bliver afholdt i hhv. Aarhus, Aalborg og Ballerup, så der er en del transport. Der kan være mulighed for at arrangere samkørsel med øvrige fra holdet.
Om trænerjobbet:
Vi søger to trænere, men vores hoved fokus er at finde en cheftræner inden sæsonstart, som er i september 2023. På sigt ser vi helst, at der kommer en assistenttræner, som kan komplimentere cheftræneren.
Vi forventer derudover, at du som træner formår at balancere træningen, så det både er seriøst, sjovt og socialt for alle.
Hvad vi søger, og hvad vi kan tilbyde:
Vi forventer følgende:
• At du brænder for fodbold.
• At du ønsker at udvikle spillerne på både det personlige og sportslige plan.
• At du tager ansvaret for, at trænerfunktionen er godt bemandet til såvel træningspas som til stævner.
• At du er god til at samle et hold og samtidig er rummelig og har tålmodighed, da tingene nogle gange kan tage lidt længere tid.
Det er et plus, hvis du har en træneruddannelse, men det er ikke en nødvendighed. Det vigtigste er, at du er passioneret, og gør alt, hvad du kan for at give vores spillere den støtte og hjælp, de har behov for. Samtidig har du en ambition om, at vi skal være et tophold.
Vi har et par gode kræfter omkring holdet, som vil støtte op om dig, og hjælpe dig godt i gang, hvis du har brug for det, for at kunne hjælpe vores spillere og holdet. I det hele taget har Powerchair-afdelingen et godt team rundt om sig, som sikrer, at der er de nødvendige redskaber og udviklingsmuligheder, så spillere kan tilegne sig de færdigheder, der skal til, for at de kan begå sig på højt niveau.
Aflønning taler vi om til jobsamtalen, og denne vil afhænge af baggrund og timeantal. Derudover er der mulighed for yderligere tillæg til transport og lign.
Er du interesseret i stillingen eller har du lyst til at høre mere?
Så tøv ikke med at sende en ansøgning til powerchair@bsfodbold.dk, så kontakter vi dig hurtigst muligt. Har du spørgsmål, fanges vi nemmest på mail: powerchair@bsfodbold.dk, men du kan også kontakte udvalget pr. telefon: Lisbeth Højrup Faravola på tlf. 2220 2583.
Vi forventer at holde samtaler hurtigst muligt.