Foto: Nanna Wincentz Ludvig
Hård snitter mod Vildbjerg
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig28. maj 2024
Det var mest af alt en kamp til glemmebogen, da BSF lørdag mødte Vildbjerg på udebane. Få offensive aktioner og et 0-6-nederlag viser, at BSF mødte overmagten den dag.
Første mål til Vildbjerg kom allerede efter fem minutters spil, da en af deres spillere blev sendt i dybden på grænsen til offside. Flaget blev nede, og da Lærke Rasmussen ikke fik fast tag om bolden, blev den i stedet sparket ind til 1-0.
Godt ti minutter senere var det endnu et dybdeløb, der fordoblede værternes føring.
Lige efter det andet mål kom BSF for første gang langt frem med bolden. Det blev dog ikke til en afslutning, men et indlæg fra Agnethe Heron, som keeperen kom først til. Det var den mest vellykkede offensive aktion før pausen.
I den anden ende fortsatte Vildbjerg med at være boldbesiddende, og det gav dem også to mål yderligere inden pausen. Først på et hjørnespark efter godt en halv time, og ti minutter senere på et velplaceret langskud.
Forsvarsopgaverne fyldte mest
Vildbjerg fortsatte med at stå højt efter pausen, men BSF formåede at stå imod i længere tid end ved kampens start. Målene kunne dog ikke holdes helt væk, og efter kvarter bragte værterne sig på 5-0 efter et hjørnespark. Og små ti minutter senere scorede Vildbjerg deres sidste mål på et landskud fra uden for feltet.
Mens værterne fortsatte deres tunge pres, havde BSF svært ved at komme over midten. Det lykkedes en håndfuld gange efter pausen, men endte ikke ud i nævneværdige chancer.
I rundens øvrige kampe tabte Varde deres første kamp i foråret, da ASA slog dem med 4-1. Solrød vandt samtidig deres 3-0 over Sundby og spillede sig dermed tættere på fjerdepladsen og en billet til 1. division efter sommerpausen. Med 1 point for syv kampe og 9 point op til fjerdepladsen med tre kampe igen, er tiden ved at være løbet ud for BSF. I stedet kan der fokuseres på at udvikle holdet, men samtidig også slutte godt af.
Det kan der i første omgang forsøges på, når ASA i den kommende weekend kommer på besøg i Gryden. Kampen spilles lørdag 1. juni, kl. 13.