Foto: Nanna Wincentz Ludvig. Alberte Angersbach (17) scorede hattrick i første halvleg.
BSF banker FB 8-1
Skrevet af: Nanna Wincentz Ludvig22. marts 2021
Søndag rundede Ballerup-Skovlunde 1. divisions nedrykningsgrundspil af med en storsejr på 8-1. Seks stærke kvinder stod bag, blandt andet Alberte Angersbach der scorede hattrick i 1. halvleg.
BSF var fra start i et pres og fik spillet sig frem til målet flere gange og kun en enkelt gang gav de hjemmeholdet en uheldig friløber, hvor bolden fløj et godt stykke forbi mål.
Derfor var det også naturligt, at BSF kunne score kampens første mål efter fem minutter. Alberte Angersbach stjal bolden lige uden for feltet efter en dårlig tæmning i FB’s opspil og skød den i kassen til en tidlig 1-0-føring.
Med målet begyndte der at stå BSF på det meste af spillet. Der blev plads og tid til at bygge spillet op og til at bevare presset i angreb, men uden at komme frem til store chancer.
I en duel kom Nicoline Leick Hansen til at træde på FB’s Maria Pedersens håndled, og det gav en længere pause midt i første halvleg. Da FB satte spillet i gang igen, udnyttede de til et løb mod mål, men med en afslutning langt forbi. Det gav FB et momentum med flere bolderobringer, men med forholdsvis ufarlige resultater.
Efter en halv time fik Rebecca Haren en 1-mod-1 mod FB’s målmand og fik presset hende langt nok tilbage til, at hun sikkert kunne skyde forbi hende og bringe BSF foran 2-0.
Ti minutter senere blev det også til 3-0, da Alberte Angersbach skød bolden op i nettaget efter et indlæg. Og kort inden pausen fik hun mulighed for et hattrick. Sofia Weatherall blev nedlagt i feltet og tildelt straffe, som Alberte tog, og med sit tredje mål i kampen bragte hun BSF foran 4-0 lige inden pausen.
En debuttant og endnu flere mål
Efter pausen var der debut til Mathilde Foged Hansen, da hun blev skiftet ind fra anden halvlegs start. Og sammen med de øvrige rødklædte gjorde hun god figur og BSF fik snart sin første chance.
Men i den anden ende fortsatte FB flere af deres gode takter fra dele af første halvleg, og i deres første angreb kunne de bibeholde presset, og selv om først Amanda Brunholt havde taget den og Karoline Petersen bagefter blokeret den, fik FB’s Rikke Otte til sidst bolden over stregen til 1-4.
Målet fik tændt BSF, der begyndte at spille sig frem til chancer igen, og efter en lille time fik Emilie Camilla Larsen sendt den i kassen til 5-1.
Flere forsøg var tæt på at udbygge føringen, men der skulle gå et helt kvarter før det lykkes, da Karoline Petersen headede bolden i mål efter hjørnespark.
Det blev også 7-1, da Sille Lindqvist kunne heade den i mål efter endnu et hjørnespark fem minutter før tid, inden navnesøster Sille Lønstrup blev lagt ned i feltet og selv sparkede straffet i mål til slutresultatet 8-1.
Lykkes med øvelserne fra træning
Hattrickheltinden Alberte Angersbach var naturligvis glad efter kampen, men samtidig ydmyg omkring sin rolle i sejren.
”Det er rigtig fedt at score, og tre styks er altid dejligt, men sejren er det vigtigste. Jeg er bare glad for, at jeg kunne bidrage til det,” sagde hun.
Selv om resultatet klart var værd at fejre, var hun ikke fuldt tilfreds med spillet.
”Vi havde aftalt, at vi skulle komme ud med fuld energi, men jeg synes ikke, at vi helt gjorde det fra start. Men gennem første halvleg får vi etableret vores spil og afprøvet nogle af de ting, vi har trænet på, og får skabt mange chancer, både central og gennem kanterne. Det er super fedt,” sagde Alberte.
Derfor er der også flere gode ting, som hun og holdet vil tage med fra kampen.
”Vi får eksempelvis endnu en gang vendt spillet, som vi også har arbejdet på. Men vi skal stadig arbejde på det med at komme godt fra start, så det forsøger vi at gøre bedre til næste kamp,” slutter hun.
Med sejren over FB er 1. divisions nedrykningsgrundspil slut. BSF ender på en tredjeplads med 18 point og er ubesejret i seks kampe.
Næste udfordring sker i 1. divisions slutspil, hvor puljen, vi netop har færdiggjort, får selskab af Herlufsholm og Næsby, der endte sidst i oprykningsgrundspillet. De har hhv. 10 og 8 point fra start, mens vores tredjeplads giver os 4 point.