BSF’s herresenior skal i 3F Superligaen, men mangler samarbejdspartnere.
Skrevet af: Iben Bagge04. januar 2024
Presseansvarlig Iben Bagge har sat vores nye Sportschef Zedler (René) stævne, for at kunne fortælle lidt mere om BSF’s herreseniors fremtid. Og det kom der dette yderst spændende interview ud af.
“Vi skal i 3F Superligaen, og tager vi turen derop i streg, skal vi bruge 6 år. Jeg lever dog sagtens med, at vi bruger 7 år”, udtaler Zedler indledningsvist.
Er det realistisk nu, hvor holdet rent faktisk ikke ligger i toppen af Sjællandsserien?
Jeg bryder mig faktisk meget lidt om det spørgsmål, for i min verden er, og ikke mindst skal, alt være muligt. Drømme og målsætninger skal jagtes 300%, og jeg arbejder aldrig med overliggere. Havde jeg ved mine samtaler med klubben fornemmet, at jeg kunne støde på en overligger på vores vej mod 3F Superligaen, så havde jeg aldrig kastet mig ud i projektet. Jeg/vi skal og må således aldrig blive bremset mod vores mål. Derfor er det så pokkers vigtigt, at vi har en fuldendt plan, som vi følger. En plan som gør, at vi hele tiden er på forkant med de forskellige udfordringer, som vi vil blive mødt af hvert eneste år på vores rejse. Dette gælder selvfølgelig også økonomi og organisation, som begge vil blive stigende udfordret i takt med, at vi løbende når vores delmål på rejsen mod 3F Superligaen.
Hvad er første delmål?
Som du selv er inde på i det indledende spørgsmål, så ligger vi jo ikke i toppen af Sjællandsserien, og der er jo ingen grund til at negligere, at vi faktisk ligger langt under, hvad der kan, skal og må forventes af en klub af denne kaliber – Sjællands 5. største fodboldklub målt på antallet af medlemmer. Men størrelsen af en klub definerer jo ikke de sportslige resultater. Og vi ved heldigvis præcis, hvor vi skal sætte ind. Dagens BSF senior afdeling og ældste ungdom er desværre et godt eksempel på et resultat af såvel manglende og forkerte beslutninger de senere år. Det er ingen hemmelighed og bestyrelsen er åben, ærlig og ansvarsbevidst omkring dette. En åbenhed og ærlighed som tiltalte mig, da jeg sagde ja tak til at være tovholder på dette spændende projekt. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at skulle træffe rigtig mange beslutninger de kommende år. Det gælder både sjove og spændende beslutninger, men også nødvendige, og i nogle tilfælde svære, valg. Men her er det vigtigt at være lydhør og ikke tro, at alle vores beslutninger er de rigtige. Valg og beslutninger er til for at blive ændret og ikke mindst lært af, hvis det viser sig, at et andet valg vil være en bedre beslutning. Vi træffer valgene og udstikker de nødvendige rammer og retning, men vi skal også være de første til at rette ind, hvis vi tager fejl og træffer de forkerte valg.
Og nu må jeg hellere svare konkret på spørgsmålet om vores første delmål.
Vores nuværende situation taget i betragtning, hvor vi fokuserer på et generationsskifte og vores placering inden sidste halvdel af turneringen fløjtes igang, gør, at vinteren og forårssæsonen skal bruges på at spille et nyt hold sammen og få integreret en masse nye unge spillere, for den vej igennem, at blive dygtige nok til også at spille i Sjællandsserien efter sommerferien. Her skal vi så til gengæld spille med om oprykning og i august 2026 gerne spille vores første kamp i Danmarksserien 2026/2027. Her er det så også værd at bemærke, at vi ikke kun ansætter yderligere administrativt personale omkring holdet, men af samme årsag også skifter ud i hele trænerbesætningen på hs1 og hs2, hvor vi i form af vores nye Cheftræner Thomas Søndergaard Petersen mener, at vi har “fanget” den helt rigtige person til at udvikle vores unge hold. Thomas er A-licens uddannet og er endvidere uddannet skolelærer, og har virket som sådan i mange år. Thomas har ligeledes stor erfaring med udvikling af unge fodboldspillere fra sine tidligere trænerjobs. Trænerjobs som i øvrigt bl.a. har taget Thomas til de divisioner, som vi skal igennem på vores vej mod vores endelige mål. Thomas får yderligere 3 dygtige og specialiserede trænere ved sin side. Et antal trænere og et trænerteam som vi har prioriteret, for at de derigennem nemmere kan være 100% “på”, coachende og vejledende overfor alle vores unge medlemmer i truppen. En nærmere præsentation af hele trænerteamet kommer til februar.
Har I truppen til det, når I ligger i bunden af Sjællandsserien?
Både ja og nej.
Ja fordi vi har spillere, som i bund og grund er dygtige nok til at begå sig i Danmarksserien
Og nej, fordi mange af selvsamme spillere ikke længere har det i sig, der skal til for at præstere og levere på dette niveau. Selvom det pt. er Sjællandsserien, så er det altså ikke en “walk in the park”. Der er en del “garvede” drenge i truppen, som grundet arbejde og familie osv er faldet lidt fra, og derfor bl.a. ikke træner så meget. Det er desværre en ond spiral at komme ind i, og det er vi nødsaget til at få sat en stopper for. Derfor tager vi generationsskiftet nu, og sætter såvel træningsinterval, intensitet og vores forventninger til spillere i senior 1 truppen op, så vi bl.a. får den nødvendige tid, til at spille holdet sammen og ikke mindst at få alle mand til at stå knivskarpe lørdag den 16. marts 2024, hvor Taastrup FC kommer på besøg i Ballerup Idrætspark.
Af “ulykkelige” årsager, og bl.a. førnævnte fejlbeslutninger, er BSF pt. ramt af en manglende u19 og u17 afdeling, hvorfor generationsskiftet ikke er helt problemfrit og derfor heller ikke sådan lige at få etableret. Men beslutningen er truffet, og der er ingen vej udenom.
Heldigvis har vi et rigtig godt u16 hold, og er man god nok, er man også gammel nok (næsten, for der er dog en aldersgrænse fastsat af DBU som vi skal overholde). Min første opgave i klubben var derfor at inddrage nogle af disse u16 drenge i en fast optræning med 1. Senior. I øvrigt en optræning som derfor også kommer i faste rammer fra midt januar 2024 med fast optræning hver uge, både hvad angår antal af spillere og dage. En struktur og ramme som også i endnu højere grad kræver samarbejde vores trænere imellem. Som tidligere nævnt, vil vi definere rammerne og udstikke retningslinjer for, hvordan vi gør tingene i BSF. Ingen tvivl og ingen unødvendige frustrationer blandt hverken trænere eller spillere. Det er lige til og til alles gavn, og gør alles hverdag meget nemmere, så vores trænere kun skal fokusere på det, de egentlig er ansat til, nemlig at træne og udvikle vores medlemmer.
Hvad angår generationsskiftet, så var en anden vigtig opgave ved min tiltræden selvfølgelig at prøve at tiltrække nye spillere til holdet. Vi er rigtig godt på vej i forhold til unge spillere, som på sigt skal tage os videre på de næste skridt i processen, da vi via prøvetræningsforløb i nov/dec allerede har tilknyttet 4 rigtig lovende unge drenge udefra. Præsentation af disse kommer til februar, hvor hele den nye trup vil blive præsenteret. Det har været fantastisk at opleve, hvordan vores projekt har tiltalt disse unge drenge og fået dem til at tage skridtet til BSF.
Endvidere er vi i vores U-afdeling midt i et licensforløb med DBU, som gerne skulle resultere i en status som licensklub. Ikke fordi denne status er vigtig for os, men fordi der med en sådan bl.a. følger en masse forventninger (rammer og struktur) til vores klub, trænere og ledelse omkring måden at træne på og drive klubben på – til glæde og gavn for udviklingen af alle vores medlemmer og ikke mindst vores trænere.
Jeg vil dog også rigtig gerne kunne tilknytte lidt profiler til holdet. Med profiler mener jeg selvfølgelig dygtige fodboldspillere, men endnu vigtigere også ældre og erfarne ledere, som kan se sig selv som rollemodeller for vores mange unge spillere. Profiler som har været vant til at spille på allerhøjeste eller næsthøjeste hylde, og som derfor har haft fodbolden som deres levebrød eller på deltid. Det er selvfølgelig ikke helt nemt, da vi endnu ikke må have kontraktfodbold i BSF herresenior og derfor endnu ikke kan honorerer disse, som de har været vant til. Min jagt har således heller ikke givet pote endnu, men jeg giver ikke op! Jeg håber stadig, at der render en rundt derude som, ligesom jeg selv, synes, at dette BSF projekt er sindsygt spændende, og kan se sig selv være en del af, lære fra sig og hjælpe vores unge spillere mod deres mål og drømme.
Når vi den 13. januar starter op igen, vil der i øvrigt være yderligere en del spillere som starter prøvetræningsforløb hos os.
Næste trin efter oprykning er jo netop, at vi får indført betalt fodbold, dvs. bliver kontraktklub, som derefter kan tage os hele vejen til 3F Superligaen. Så honorering til de ønskede profiler skal nok komme også. Vi skal blot lige forbi de første sportslige forhindringer.
Jamen har BSF økonomi og organisation til dette projekt?
Nej, BSF har ikke økonomi til gennemførelsen af projektet. Det er jo netop derfor, at vi har en plan – en plan som skal sikre, at vi som omtalt hele tiden er på forkant med de stigende udfordringer, som vi møder på vejen, hvilket selvfølgelig særligt gælder de økonomiske. Vi må ikke indføre kontraktfodbold nu, hvorfor vi netop nu skal forberede os på tiden med kontraktfodbold i BSF. Her kommer vores sponsorer og netværk selvfølgelig til at spille en vigtig rolle. Men vi skal også meget bredere ud og sælge projektet. Og derfor har vi blandt andet også fået ansat Niels Nielsen som eventkoordinator og “sponsorjæger”.
Har vi organisation til projektet spørger du. Ja det har vi absolut. Vi har faktisk en organisation som rækker mange år ind i projektet. Med min egen, og ovennævnte ansættelse af Niels Nielsen, er vi nu 14 personer omkring vores senior 1 trup med alt lige fra sportschef, 4 erfarne og fagligt dygtige trænere i trænerteamet omkring senior 1 samt 2 dygtige trænere til b-truppen, en fys., 2 holdledere, 3 “Caretakers” og presseansvarlig og som nævnt eventkoordinator og “sponsorjæger”. Et setup, og i øvrigt forhold og faciliteter, som selv de fleste divisionshold misunder. Det er en prioritering, vi har valgt, fordi vi tror på, at det belønner sig tifold senere på vores rejse mod 3F Superligaen og fordi vi dermed også sender et signal til omverden og herunder både nuværende og kommende sponsorer om at vi er seriøse omkring vores målsætning.
Skulle der sidde en PR-medarbejder eller 50 af slagsen derude og tænke, hold da op, det kunne da være rigtig spændende og ikke mindst promoverende for vores virksomhed, at være en del af et sådan projekt, så giver vi gerne en kop kaffe.
Setup er som nævnt på plads langt ind i processen og hvad angår forhold og faciliteter, så er jeg sikker på, at vi for en stor dels vedkommende ligeledes har forhold og faciliteter, som næsten rækker hele vejen. Vores opvisningsbane har således overdækket tribune med 1.100 siddepladser, tilhørende omklædningsfaciliteter og serveringsareal samt en tilskuerrekord på 10.000. Der skal dog laves visse opgraderinger, når vi kommer nærmere vores endelige mål. Vi har et dejligt klubhus og en café, som dog gerne må faceliftes en smule. Omklædningsfaciliteterne står knivskarpe, men som en af de vigtige faktorer i vores rejse, skal disse også undergå visse opdateringer. Endelig har vi perfekte træningsfaciliteter med et hav af græsbaner og nu yderligere kunstgræsbaner. Vores fordel på denne rejse er således, at vi ikke skal bruge synderlig meget økonomi til forhold rundt omkring holdet, men for det meste kun til vores spillere, når vi må lave kontraktfodbold og selvfølgelig vores ansatte i setuppet omkring holdet.
Hvordan regner du med at kunne tiltrække sponsorer til en sådan rejse?
Det vil jeg helst ikke løfte sløret for fuldstændigt, men her har vi også en plan klar. Jeg har selv tidligere været på en mindre “rejse” og har også gode kolleger, som med dygtighed og snilde, har været og stadig er på en tilsvarende rejse. Det handler meget om erfaring og deling heraf. Men der er ingen tvivl om, at en stor del af vores lokalsamfunds erhvervsdrivende, vil få et besøg i løbet af de næste 6 mdr og her tænkes særligt på erhvervsdrivende, som har fået fodfæste i lokalsamfundet, og nu søger at udvide deres “grænser”. Hvis alt går som planlagt, så bliver vores “rejse” voldsomt eksponeret over en længere periode og formentlig både i ind- og udland.
Vi har alle arbejdshandskerne på og glæder os til, løbende over de næste år, at sætte flueben i vores drejebog, efterhånden som vores delmål opfyldes på vej mod 3F Superligaen.
Skulle der være en virksomhed derude, som bare ikke kan vente på at blive kontaktet af os, så giver vi som tidligere nævnt gerne en kop kaffe i BSF eller kommer forbi til en uforpligtende snak.
Rigtig godt nytår!
Interesserede samarbejdspartnere bedes kontakte:
Sportschef René Zedler på rz@bsfodbold.dk
Eller Team mangement:
Michael Falcham på mf@bsfodbold.dk
Iben Bagge på ib@bsfodbold.dk
Interesserede spillere bedes kontakte:
Sportschef René Zedler på rz@bsfodbold.dk